Forårsklargøring i påsken? Onsdag chance for 17 grader
Temperaturen topper på onsdag, hvorefter varmen igen bevæger sig mod øst. Sejlere, der har planer om forårsklargøring i påskedagene, kan se frem til skyer, regn og lidt sol.
Efter flere dage, hvor temperaturerne har bevæget sig mod frysepunktet, går termometeret atter opad.
For bådejere, der har udset sig påskeugen som det optimale tidspunkt for årets forårsklargøring, er vejen derfor banet mod nogle gode og arbejdssomme timer på havnen.
Sol, regn og varme onsdag
Særligt onsdag bevæger temperaturen sig mod de varmere grader.
Varmegrader på mellem 12 og 17 grader er på programmet, mens sejlerne i Nord- og Vestjylland dog samtidig kan risikere enkelte regnbyer. Til gengæld kan bådejeren i sydøst se frem til en smule sol først på dagen:
- Onsdag bliver ugens varmeste dag, men en koldfront sender den varme luft østpå, så påskedagene bliver med mere normale temperaturer for årstiden, forklarer DMI på sin hjemmeside.
Køligere påskelørdag
Påskelørdag, der er en yndet dag for søsætning på landets lystbådehavne, må sejlerne derfor nøjes med temperaturer mellem 7 og 12 grader, ligesom der er risiko for nattefrost.
Til gengæld kan sejlerne se frem til en tør og vindstille dag med tørt vejr og nogen sol, lover DMI.
Læs hele syvdøgnsprognosen hos DMI her.
Kilde: DMI