Gå til hoved-indhold
Tur
Sangerne fra Visens Skib har i årevis givet gratis koncerter for fremmødte lystsejlere og andre nysgerrige på landets havne. Foto: Visens Skib

De glade sangere på Visens Skib stævner ud i sommerlandet for sidste gang - se sejlplanen her

Der er fest og glade dage, når besætningen fra Visens Skib lægger til kaj og smører sangstemmerne på havne over hele landet. Skibets sidste togt indledes den 30. juni i Ebeltoft og afsluttes i Knebelbro en måned senere.

Af Sara Sulkjær |

I år 2000 stak Visens Skib første gang til søs. Nu, 22 år senere, vil besætningen på sommertogt 2022 for sidste gang give gratis koncert på havnen i den blå time – som altid i humoristisk sam- og modspil med hinanden og med tilhørerne. 

Egentlig skulle det coronaforsinkede jubilæumstogt i 2021 have været sangernes sidste turné med Visens Skib, men besætningen kunne ikke nære sig for at sejle ud en sidste gang i 2022, hvor sommerens glæder forhåbentlig kan nydes uden coronarestriktionernes snærende bånd og bind.

- I 2022 gang ser vi håbefulde frem til en forhåbentlig usædvanlig fredelig og solbeskinnet dansk sommer med meget sang og musik på havnekajerne. Tilhørerne opfordres til at medbringe godt humør, sangglæde og stole samt tæpper og paraplyer, hvis kulde eller regn truer, forklarer besætningen i en pressemeddelelse.

Gratis koncerter af høj kvalitet

Hver dag fra den 30. juni til 30. juli besøger Visens Skibs en ny havn for at underholde gratis kl. 20.00 med danske sange og viser, medmindre vejret eller andre forhold forhindrer, at sangerne overhovedet kan nå frem til næste havn eller medfører, at de ikke underholde udendørs med et ubeskyttet lydanlæg. 

- Visens Skib er både en forening og det patenterede varemærke for et underholdende kulturpolitisk fremstød i form af en turné med gratis koncerter af høj kvalitet, som foregår på forskellige havne i de indre danske farvande, forklarer besætningen og uddyber:

- Visens Skibs koncerter har til formål at fremme kærligheden til og brugen af vores fælles danske og folkelige vise- og sangskat.

Flere søforklaringer og ramsalte skrøner om Visens Skib kan findes på hjemmesiden her, ligesom du kan opleve en koncert på YouTube.

content-loader
content-loader
content-loader