Gå til hoved-indhold
Tur
Christian og Cille Rosentoft fra København fik minderne frem om da de sejlede til Tenerife. En dag har de planer om at sejle ud i Stillehavet sammen. Tidligere har de krydset Atlanterhavet med familien. Privatfoto

Cille-blog: Tilbage til havnen i Santa Cruz - nu var den låst af

Familien Rosentoft havde gensyn med havnen i Santa Cruz. Turen fra Lagos til Tenerife i 2016, var en afgørende tur for familiens udvikling til sejlerfamilie. Minbaad.dks blogger og journalist Cille fortæller her hvordan det blev oplevet. Denne gang tog de flyveren fra Kbh.

Af Cille Rosentoft |

I 2016 sejlede vi til Santa Cruz på Tenerife. Turen fra Lagos i Portugal til Tenerife var familiens hidtil længste tur. 680 sømil - fire dage og 11 timer på havet, hvor vi voksede og blev til den sejlerfamilie, som jeg aldrig troede vi ville blive.

Månederne inden den tur havde været præget af tvivl og tanker om, om det overhovedet var rigtigt for en familie som vores at tage på langtur i to år. Jeg følte mig ikke hverken sej, robust eller skabt til livet ombord. Men på den tur skete der noget.

Vi opdagede, at det her, det kunne vi godt finde ud af. Vi fangede tun på vejen, spiste ceviche, lavede flaskepost og skattejagt, spillede spil, delte nattevagterne mellem os, læste bøger og opdagede at vores båd kunne klare det hele og at vi var trygge.

Tilbage i Santa Cruz

I slutningen af december 2021 var vi tilbage i Santa Cruz og gå en tur i havnen. Det er vildt, hvordan kroppen husker.

At gå over den lille bro, der fører ned til havnen, gense det lille luskede vaskerum og havnen, hvor vores Bianca 420, Johanna, havde base de fire uger vi endte med at ligge der.

Vi følte os hjemme med det samme. Ungerne kunne udpege havnens eneste nogenlunde wifi-sted, alle kunne huske præcis hvilken plads vores båd lå på og vi delte så begejstret “kan du huske…-minder”, at selv bådbabyen mente, at han havde været der før. Selvom der ikke engang var tænkt på ham der.

Vores langtur har givet hele familien en følelse af at have hjemme mange steder i verden. Og selvom Tenerife ikke normalt fylder meget i vores snak og minder om de to år, så har specielt havnen åbenbart en særlig plads hos os alle sammen.

Det var her, vi blev til en sejlerfamilie. Turen hertil ændrede markant min indstilling til at være afsted. Verden lå åben derfra, men tvivlen var helt klart på vej væk.

Man kan da ikke være låst ude af sit eget hjem

De låste låger i havnen, da vi var i Santa Cruz denne gang, føltes helt forkerte. Man kan da ikke blive nægtet adgang til sit hjem.

Vi overvejede at kravle over, for at kunne komme ned og se mole-malerierne og måske gense vores eget eller nogle af de mange sejlere, som har været og stadig er i vores liv.

Vi måtte forlade havnen uden at undersøge molen for malerier. Men vi tog også derfra med en klar aftale om, at komme sejlende tilbage.

Vil sejle dertil på vej mod Stillehavet

Der er virkelig mange steder, som vi gerne vil genopleve og mange steder, som vi stadig har til gode.

Da vi stod der og kiggede på vores gamle plads i havnen, mindede min skipper mig om, at jeg havde lovet ham en tur i Stillehavet. Så vil det jo være passende, at lave stop her, inden vi krydser Atlanten igen.

Så det er et på gensyn med Santa Cruz.

Cille

content-loader
content-loader
content-loader