Danmark rundt-sejlere på vej mod mål i Aarhus
Update fra Garmin Round Denmark Race: To både har passeret Storebæltsbroen, Dragonfly 40C Flying Dragon og Xp44 XAR. I singlehand-offshore spiller Anders Johansen kortene bedst i det tynde luft og vinder mange timer på 44/8-hviletidsreglen.
- Det bliver tidligst kl. 10 og senest kl. 14, skrev Dragonfly 40C-sejler Jens Thuesen i nat til Garmin Round Denmark Race Offshore. De sejler tre mand på båden, som nu nærmer sig mål i Aarhus.
- Og vi kan med det samme sige, at det bliver nærmere 14 end 10, fortæller Morten Brandt fra Garmin Round Denmark Race, hvor der lige nu sejles på Offshore og Inshore-banerne.
Thuesen og Co. er tirsdag morgen ud for Romsø i Storebælt, hvor nordvestenvinden holder båden fra for alvor at strække ben. Anden båd XAR, en svensk Xp44, ligger ud for Nyborg og ser ud til at søge ind under Fyn.
Den anden båd, RM 13.50 Embla med Anders Nyberg i Round Denmark Race Offshore, er i Langelandsbæltet lidt nord for Spodsbjerg. Anders Johansen er nummer tre og kom meget tættere på konkurrenterne i de større svenske både, da han valgte at sove i den vindstille periode.
Det betød, at han kunne sejle, da vinden vendte tilbage, mens svenskerne lå stille i deres hviletid, hvor der igen var vind. Anders Johansen i JPK 10.30 Beluga er fortsat sydvest for Lolland.
Jørgensen og Haurum i Xp44 XBox i front ved Bornholm
På Inshore Fully Crewed-banen har Henrik Jørgensen i Xp 44 Xbox og John Haurum i X49 en tæt kamp på det lange kryds tilbage fra Bornholm. Det er fortsat Xbox, der fører, men forspringet er skrumpet fra 12 sømil for 24 timer siden til 1,8 sømil kl. 7.30 tirsdag.
På Two Star-banen er kampen endnu tættere. Her er JPK 38 Belle med Andreas Willim 0,7 sømil foran danske Frank Lavrsen i 10 m båden Jingo.
På tredjepladsen er hollandske Harmen Den Jong, der har reduceret forspringet fra 20 til 16 sømil til den førende båd.
Solo-sejler Cato har sejlet forrygende
Endelig har Claus Cato sejlet et forrygende flot ben på Singlehand Inshore-banen, hvor han er lysår foran nummer 2. Cato, der sejler Archambault 35 Emily, nærmer sig Falster, mens resten af fleeten er ved Bornholm.
Følg via GPS de seks resterende singlehand-både i Offshore-sejladsen om Danmark