Nacra 17-OL-sejler Christian Peter Lübeck med på danske SailGP-hold i San Francisco
Skipper Sehested går efter en stærk sæsonafslutning for det danske SailGP-hold, mens en række nye folk slutter sig til besætningen. Den 26.-27. marts kæmper SailGP-flåden i San Francisco-bugten. SailGP fra San Francisco kan ses på TV 2 Sport og TV2 PLAY i denne weekend.
Skipperen på det ROCKWOOL-sponsorerede danske SailGP-hold, Nicolai Sehested, går efter en stærk sæsonafslutning fra sit hold, når det forbereder sig til det sidste grand prix i SailGPs Sæson 2 i den kommende weekend.
Det er sidste omgang på et actionpræget første år for det danske hold den 26.-27. marts, når SailGP-flåden kæmper i San Francisco-bugten i Mubadala United States Sail Grand Prix.
Og når det danske hold runder sin første hele sæson med SailGP-action af, indrømmer Sehested, at selvom resultaterne har været blandede, kan hans besætning tage en masse positive ting med fra den første omgang af hæsblæsende SailGP-sejlads. Lige nu er danskerne på en samlet 7. plads ud af 8 hold, viser stillingen.
”Jeg synes, at vi generelt kan være tilfredse med vores fremgang i vores første sæson. Det kræver et par grand prix’er bare at vænne sig til båden og niveauet - men vi er faktisk nået til et punkt nu, hvor vi under de rigtige forhold kan kæmpe med topholdene og endda slå dem," siger Nicolai Sehested.
Træning i hård vind
Selvom sæsonen har været en del af en større læringsproces, så har det været svært at forlige sig med, at man ikke bare kunne være med forrest i feltet fra start.
”Som atleter lægger vi altid pres på os selv, og vi vil gerne vinde hvert løb – men vi forstår, at vi lige nu mangler en del erfaring, og at det tager tid at bygge et solidt fundament. Vi ser generelt stærke ud i de lettere vinde, da det er det, vi har sejlet mest i, men når det kommer til de lidt hårdere vinde, har vi stadig noget at arbejde med. Der taber vi point, og der skal vi forbedre os,” siger Nicolai Sehested og tilføjer:
"Vi ser frem til at få nogle gode dage med træning under bæltet her i San Francisco, hvor vi forhåbentlig får lidt vind, inden vi skal sejle grandprix i weekenden."
Benhård konkurrence
United States Sail Grand Prix i San Francisco er første gang, at det danske hold sejler i amerikansk farvand, og forud for det sidste grandprix i sæson 2 er holdet på syvendepladsen for sæsonen – kun tre point efter det britiske hold, der har Sir Ben Ainslie som skipper.
"Dette er nok det mest vindende og dygtigste felt, der nogensinde er set i sejlsporten, så som et af de nyere hold er det altid svært at komme på omgangshøjde med dem, der har flere års sejlads i disse både, men jeg synes, at vi har klaret os ret godt i de fleste af sejladserne i år,” siger Nicolai Sehested og fortsætter:
"Det er ikke let derude, selv for de mest erfarne hold. Se på det australske hold – de er de regerende mestre, de går ind til San Francisco-grandprixet på førstepladsen, men selv de er endt sidst i to grandprixer i denne sæson. Det viser bare det niveau, vi alle præsterer på, og hvor krævende og ubarmhjertig denne konkurrence kan være. Vi har været ret konsistente i vores præstationer, men vi er nødt til oftere at finde vores topniveau og blive deroppe - og det er her, hold som australierne har overhånden i øjeblikket. Vi håber at vise et stabilt topniveau i San Francisco i weekenden."
Nyt talent på det danske hold
Forud for kapsejladsen i San Francisco har det danske hold udvidet talentmassen – og bragt nogle nye ansigter til USA, herunder Danmarks dobbelte olympianer Christian Peter Lübeck.
"Vi er altid på udkig efter nyt talent og at udvide vores pulje af atleter i SailGP - og CP kommer med en masse erfaring og et nyt perspektiv fra den olympiske verden, hvor han har sejlet Nacra 17," siger Nicolai Sehested.
Grinderne Mac Agnese (USA) og Julius Hallström (SWE) vil også slutte sig til holdet til træning inden for grandprixet på den amerikanske vestkyst.
Ny sæson lige om hjørnet
Forud for sæson 3, som starter i Bermuda i maj måned, har Sehested og hans hold høje ambitioner både på land og på vandet.
"Vi har i denne sæson haft vores højdepunkter, og vi har haft vores lavpunkter, men det vigtigste er, at vi identificerer vores svage punkter og lærer af dem – og det er alt, vi kan bede om nu. Med den fortsatte støtte fra vores fantastiske partner, ROCKWOOL, vil vi tage erfaringerne fra sæson 2 med ind i sæson 3, og vi er spændte på at komme i gang. Flere byer, flere hold, en fantastisk hjemmebanebegivenhed med ROCKWOOL Sail Grand Prix i København, og forhåbentlig også endnu flere danske højdepunkter på vandet," siger Nicolai Sehested og slutter:
"Det ville være fantastisk at afslutte sæson 2 med stil og vise, hvad vi kan i San Francisco, for virkelig at lægge i kakkelovnen til sæson tre."
SailGP fra San Francisco kan ses på TV 2 Sport og TV2 PLAY lørdag og søndag aften i denne weekend.