Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Foto: Peter Brøgger

Horsens drømmer stort: Tror på tre OL-besætninger i 2024

Selvtilliden fejler intet i Horsens Sejlklub, hvor man håber at booke tre af de danske OL-billetter til legene i Paris. Den forsvarende OL-vinder Anne-Marie Rindom går benhårdt efter at gentage succesen fra 2021.

Af Sara Sulkjær |

OL-guldet i Tokyo til danske Anne-Marie Rindom i ILCA6 (tid. Laser Radial) var en stor milepæl for Horsens Sejlklub og deres ambition om at gøre sig gældende på den allerstørste scene med lokale sejlere.

Den næste OL-kampagne er ingen undtagelsen. Kampagnen, der netop er igangsat, har til formål at bringe hele tre besætninger mod de olympiske lege i Paris i 2024.

Rindom: Lokal opbakning er motiverende

På vejen får den forsvarende olympiske mester selskab af ILCA7-sejler (tidl. Laser) Johan Schubert, ligesom Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby, der missede udtagelsen i Tokyo, igen har meldt sig klar til at kæmpe om den danske OL-billet i 49erFX.

OL-rejsen er lang. For at gøre rejsen en smule lettere for atleterne bakker foreningen Insero Horsens derfor endnu engang op om de inspirerende OL-ambitioner:

- Insero Horsens har ydet en uvurderlig støtte til mine to første OL-kampagner, og jeg er glad og stolt over, at de også bliver hovedsponsor for hele 'Horsens til OL'-teamet frem mod 2024. Den lokale opbakning er meget motiverende for en hård og tidskrævende kampagne, forklarer Anne-Marie Rindom, som har ambitioner om at gentage guld-bedriften fra OL i Tokyo i 2020, i en pressemeddelelse.

Ambitiøs klubformand

Den ambition møder opbakning hos Peter Bjerremad, formand i Horsens Sejlklub og drivkraften bag ’Horsens til OL’-kampagnen:

- Vi har en ambition om, at alle tre besætninger repræsenterer Danmark til OL i Paris om knap to år og kommer hjem med én guldmedalje, påpeger han.

Ud over Insero Horsens har kampagnen indtil videre modtaget opbakning fra Horsens Kommune, Roesgaard, EDC, Familien Hede Nielsens Fond, Familien Hansens Fond, Sydbank, Horsens Havn og K. Westergaard Automobiler.

content-loader
content-loader
content-loader