Topsejler Borch i matchrace og tidligere OL-sejler Nyholm og gaster fra Roskilde vandt sejlsportsliga i Svendborg
Top 10-sejler i matchrace i verden Jeppe Borch og gasterne Gustav Wantzin, Anders Nyholm og Nikolaj Borch vandt 1. divisionsstævne i Svendborgsund.
Vejret i Svendborg i forrige weekend var noget nær perfekt, stabil vind og med en skråning fra klubhuset ud mod vandet så tilskuere kunne nyde synet af de 21 hold i action. Alt dette, og blød musik i baggrunden var det svært at sætte en finger på noget til dette 3. stævne i Svendborg Sunds Sejlklub.
Efter at 27 hold havde sejlet i 2. division weekenden forinden, var det de 21 hold i 1. division der skulle kæmpe om podiet i det sydfynske.
Lørdagens sejladser startede lidt senere end håbet da vinden mildeste talt blæste forbi Svendborg, den kom hurtigt igen og sejladserne blev skudt i gang med knap en times forsinkelse. Banen kunne lægges lige ud foran havnehullet, med stor fornøjelse for publikum og de ventende hold, fortæller Sejlsportsligaen til bådpressen.
God fart og podie
Roskilde-holdet fortæller om weekendens sejladser:
”Det har været to gode sejladage i det sydfynske med fantastiske forhold. Vi havde specielt en god søndag, hvor vi vandt fire sejladser. Vi sejlede hurtigt og formåede at holde os ude af problemer rundt på banen."
Næste step er CHAMP OF THE YEAR, som venter rundt hjørnet. Der er dog ikke samme optimisme at spore for de tidligere Danmarksmestre.
Jeppe Borch fortæller,
”Vi er uden af chance for at tage den samlede sejr i Sejlsportsligaen, men vi tager selvfølgelig til Aarhus med et mål om at vinde stævnet”
Roskilde holdet bestod af, Jeppe Borch, Amanda Uldal, Gustav Wantzin, Anders Nyholm og Nikolaj Borch.
Nummer to blev KAS og lige efter dem KDY, med hhv. 32 og 33 point.
Næste stop Aarhus
Sejlerne mødes næste gang i 1. division i Aarhus, hvor der sejles foran Aarhus Internationale Sejlsportscenter på Aarhus Ø.
I toppen af tabellen er det KDY og KAS der ligger lunt i svinget, og det bliver spændende om KDY i år både kan tage DM titlen og CHAMP OF THE YEAR.