Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
I anledning af Tour de France har Roskilde Sejlklub investeret i nye gennakere til klubbens J/80'ere. Foto: Kim Ruberg

Båden er blandt de sidste chancer for at se Tour de France

Overnatningsstederne i de danske Tour De France-byer er fuldt bookede. En af de eneste muligheder for at komme tæt på cykelløbet med overnatning er derfor i båd, og havnene melder om stor interesse. Se nu også video fra Roskilde om Tour de France.

Af Karin Meulengrath, MarinaNews |

Når den danske del af Tour de France afvikles i begyndelsen af juli, bliver målbyerne for de tre etaper proppet med cykelinteresserede tilskuere fra hele Europa.

Interessen er så stor, at hoteller, kroer og andre overnatningssteder tæt på og i målbyerne reelt er fuldt bookede i starten af juli, hvor løbet skydes i gang i København.

Se frisk video fra Roskilde Sejlklub, der har fokus på cykelløbet.

Prisstigning på 700 procent

I Sønderborg, hvor løbet slutter søndag den 3. juli, koster to overnatninger for én person på hotel fra lørdag til mandag således 7.259 kr. Det er en stigning på 230 pct. i forhold til weekenden før, hvor prisen er 2.199 kr.

En lejlighed med havudsigt koster 13.798 kr. Normalprisen er 3.678 kr., hvilket er en stigning på 275 pct. Et hotelværelse 13 kilometer fra Sønderborg koster samtidig 10.295 kr. mod 1.099 kr. weekenden før - en stigning på godt 700 pct. 

Derfor er båden for mange nu sidste chance som et billigt alternativ for at komme helt tæt på løbet, og havnene melder om stor interesse, viser en rundspørge, som Havneavisen MarinaNews har foretaget blandt nogle af havnene i og omkring målbyerne.

Det er i havnene ikke muligt at reservere plads til båden på forhånd, så det er først-til-mølle-princippet, der er gældende.

Sejlerne vil til Nyborg

Løbets anden etape lørdag den 2. juli passerer forbi Korsør Lystbådehavn, hvor kommunen og løbets ledelse forventer, at autocampere vil parkere på havnen.

Havnefoged Jesper Dinesen Petersen kalkulerer ikke med mange ekstra både, da han forventer, at de i stedet vil sejle til Nyborg, der er målby.

I Nyborg oplevede havnemester Lis Mylenberg på Nyborg Marina da også allerede i marts interesse for at booke en havneplads op til 2. juli, men da det ikke er muligt, opfordres sejlerne til at komme i god tid.

Start på havnen i Vejle

Den samme trængsel forventes i Vejle, når tredje etape skydes i gang i byen søndag den 3. juli. Ikke mindst på lystbådehavnen vil trængslen blive stor, da løbet har sin startlinje ved Fjordens Hus på havnen.

Alle parkeringspladser er derfor  inddraget til arrangementet, og alle både på land skal væk eller sættes i vandet.

Selve lystbådehavnens område er ikke berørt af Touren, men da alle faste havnepladser er optaget, bliver der ikke mange pladser til gæstesejlere. Der er dog mulighed for at ligge for svaj og sejle ind med en gummibåd.

Storskærm i Sønderballe

Fra Vejle går ruten videre mod Sønderborg, hvor cykelfeltet undervejs vil passere kun 400 meter fra havnen i Haderslev. Fra Årøsund Lystbådehavn vil sejlerne kunne gribe en gratis bus herfra og tilbage til havnen.

I Sønderballe Lystbådehavn, hvor feltet af ryttere passerer Sønderballe Strand, er der lagt op til Tourfest i et telt med plads til 150 gæster, hvor det er muligt at spise helstegt pattegris. 

Løbet kan desuden følges på storskærm, og gæstesejlere er velkomne.

Anløb Sønderborg senest kl. 10

Til sidst vil hele havnepromenaden i Sønderborg, hvor Tour de France-løbet slutter i Danmark, blive spærret af for biler. Feltet kommer til at køre forbi Verdens Ende til Sønderborg Havn ad havnepromenaden og tilbage igen.

Strædet langs Sønderborg Havn bliver lukket for gennemsejling fra kl. 10, og skibe som forsøger at sejle ind til løbet, bliver afvist af politi i RIB-både. Større skibe over 20 meter kan reservere plads ved kajen nord for broen ved at ringe til havnemesteren.

Øvrige skibe må ligge langs havnepromenaden med maksimalt fire både uden på hinanden. Det vil være nødvendigt at anløbe havnen senest kl. 10 på dagen.

Artiklen er en del af MarinaNews' nye sommeravis, der i øjeblikket er på vej til landets lystbådehavne. Du kan dog allerede læse en onlineudgave af avisen her.

content-loader
content-loader
content-loader