Gå til hoved-indhold
Tur
Sidse er ankommet til færøerne, hvor klipperne skyder op af havet.

Sidse kæmpede i tre meter høje bølger mod Færøerne 

Efter 41 timer til søs, er Sidse og hendes B31, nået frem til de grønne øer mod nord og det nordligste punkt på sommerens togt, fortæller den 33-årige solo-sejler og blogger, der kun har sejlet tre år, men prøver kræfter på det store hav.

Af Sidse Birk Johannsen |

Turen fra Shetlands og mod Færøerne foregik i god vind og store bølger. På åbent hav måtte jeg rebe ned i 2 reb og med de tre meter bølger (9 sekunder) indrømmede jeg, at det var mindre behageligt at være ombord.

Til gengæld gik det stærkt med 6,5-7 knob i snit de første 15 timer, indtil søen lagde sig, og sejladsen blev mere behagelig. De færøske fiskere har efterfølgende, med slet skjult latter i øjnene, gjort mig opmærksom på, at tre meter bølger er absolut ingenting her - så jeg tier bare stille om mine kæmpe bølger. 

Se video af sejladsen her

Alene i sommernatten

Så langt mod nord, bliver der aldrig helt mørkt om sommeren, og det er ganske særligt at være på åbent hav i sommernatten. Jeg mødte ingen på min vej, hvilket også førte til, at et par bekymrende sms’er ventede mig ved første mobilsignal - da AIS’en ikke havde kunnet opdatere via VHF signalet. 

Mod passagens afslutning døde vinden, og i tæt tåge bevægede jeg mig de sidste mil mod øerne. Med morgensolen lettede tågen og efter 41 timer til søs stod øerne der som grønne flydende pyramider. 

Forløsende at nå sit mål 

Som øerne rejste sig af havet kom erkendelsen af at have nået sit mål snigende ind over mig. I disse omgivelser blander stoltheden sig med ærefrygt, for Færøerne er i sandhed et imponerede syn.

Med tunge skyer om bjergtoppene, kulsort vand og uberegnelige rullende vinde langs klippesiderne fremstår landskabet lige så mystisk som sagaerne beretter om.

Jeg havde god tid til at nyde indsejlingen, jeg ankom nemlig til modstrøm og sneg mig langs klippekanten gennem øerne med 3 knob og i havn i Klakskvik Færøernes fiskeri-hovedstad beliggende på de nordligste øer. 

I Klaksvik fik jeg sovet et par timer, inden en gammel færøsk ven fra universitetstiden samlede mig op og kørte mig til hans forældres hjemmelavede mad og varmt rindende vand. Lige den slags luksus, en træt sejler som mig har brug for. Efterfølgende var der byfest i Fuglafjørður og komforten ved en seng på land. Færøerne er i sandhed smukke og dens befolkning gæstfrie.

I kan følge Sidse på Instagram og se mere om hendes sommertogt.

- Sidse 

content-loader
content-loader
content-loader