IMOCA 60'erne afsted i Transat Jacques Vabre: - De første tre dage handler i virkeligheden om at passe på os selv og båden
Efter otte dages venten på stormen er 40 IMOCA-både nu sendt over Atlanten. Selvom vinden er faldet, og bølgerne er blevet mindre, er vejrforholdene fortsat barske.
Mens de fleste langturssejlere gemmer sig i havn og forgæves leder efter et vindue i vejrmeldingen, er 80 doublehand-sejlere fordelt på 40 IMOCA'ere stævnet ud fra franske Le Havre.
Her mødte en vind på over tyve knob de dygtige sejlere, da de tirsdag morgen krydsede startlinjen i den ikoniske kapsejlads, Transat Jacques Vabre.
En kapsejlads, der skal bringe sejlerne over det store Atlanterhav til Fort de France, hovedstaden i Martinique.
En kompliceret start
Otte dage måtte sejlerne vente, inden de endelig kunne forlade havnen i den franske by:
- Det bliver godt at komme afsted. Vi kommer til at få det som sædvanligt her på denne tid af året, så jeg vil bare rigtig gerne afsted, fastslog britiske Pip Hare, skipper på Medallia, inden starten:
- Det ser kompliceret ud fra starten. De første tre dage handler i virkeligheden om at passe på os selv og båden, og derefter vil det handle om at få en følelse med ruterne. Det ser helt sikkert ud til, at alt mod nord går i modvind, så jeg er ikke sikker på, at vi vil tage den rute. Mest af alt handler det om at gennemføre, om at komme til Martinique og til Vendée Globe-kvalifikationen og at kunne klare sololøbet tilbage, påpeger briten.
42-årige Ruyant i front
Onsdag formiddag kæmper sejlerne sig mod den udfordrende Biscaybugt på Frankrigs vestkyst. I spidsen for feltet er 42-årige Thomas Ruyant og gast Morgan Lagraviére.
Det forventes, at de første både går i havn på Martinique omkring den 17. november.
Se højdepunkter fra kapsejladsens førstedag øverst i artiklen.
Kilde: Transat Jacques Vabre