Bøgeskov Havn har skader for to millioner kroner - men 70 havne dækkes ikke af Stormflodsloven
Formand for Bøgeskov Havn, Lars Honoré, oplevede også skader i forbindelse med stormfloden. Havnen har skader for to millioner kroner, som ikke er dækket af Stormflodsloven. Det er på trods af, at havnen ikke kunne have forsikret sig bedre. TV 2 Fyn har talt med 70 havne, der er ramt.
Stormfloden, der ramte Danmark den 20. og 21. oktober, forårsagede historisk store oversvømmelser. Og stormfloden har gjort ondt i de danske havne. En af de havne det er gået udover er bl.a. på Stevns, men der er ikke hjælp af hente fra Stormflodsloven.
Formand for Bøgeskov Havn i Store Heddinge, Lars Honoré, forklarer til TV 2: (se tv-indslag)
- Vi havde vores klubhus, som ligger her på 40 kvadratmeter, og vores kontorbygning, som var brandforsikret. Og det hedder sig, at når det er brandforsikret, så kan man få stormflodspenge. Men der er en undtagelse i loven, som siger: Bare ikke, når det ligger i en havn eller på en mole.
- Vi har også en toiletbygning, og den er også brandforsikret. Hvis stormen havde taget den, så havde vi fået penge ud af det, fordi den ligger på land. Men det, der ligger på molen, er undtaget, forklarer han.
Havne dækkes ikke af Stormflodsloven
Naturskaderådet har erklæret stormflod i det sydlige Lillebælt, Det Sydfynske Øhav, Femern Bælt, langs Sjællands sydøstkyst samt på Bornholm.
Det betyder, at ramte borgere og virksomheder i de områder kan søge midler fra Naturskadeordningen, fordi almindelige forsikringer ikke dækker.
Men der er enkelte undtagelser til ordningen, og én af dem er altså havnene.
TV 2 Fyn har talt med mere end 70 havne i det område, som Naturskaderådet vurderede blev ramt af stormflod. Havne på Fyn, i Sønderjylland, på Sjælland, på Lolland og på Bornholm. 28 af dem har overfor TV 2 Fyn oplyst, hvad skaderne beløber sig til, og alene for de 28 beløber skaderne sig til mindst 49 millioner kroner.
Nogle havne er sluppet nådigt, mens andre har lidt skader for mange millioner. Størst er beløbet på Hesnæs Havn ved Stubbekøbing på Lolland, hvor regningen løber op i mellem 20 og 25 millioner kroner.
FLID-havne: Et kæmpe problem
Og det er et kæmpe problem (med udækket skader, red.) , mener Jesper Højenvang, direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID).
- Vi ser det hele vejen rundt i landet. Nogle havne står med regninger på flere millioner og ødelagte livsværk, som de selv skal finansiere. Stormfloden har ramt så mange havne så hårdt, at det vil tage dem årevis at genetablere sig, hvis de da kan finde midlerne til det på egen hånd. Det vil betyde et langsigtet driftstab for mange havne, og det vil også gå ud over de øvrige havne, der vil mange gæster og havne at sejle til, selvom de ikke er ligeså hårdt ramte selv, siger Jesper Højenvang til TV 2 Fyn.
FLID-havne vil gerne have Christiansborg til at revidere Naturskadeordningens negativliste og hjælpe de havne økonomisk, der er blevet lagt øde af stormfloden.
Kilde: TV 2