Ingeniør Jan Hovald Petersen ny blogger på Minbaad.dk - har fokus på teknik og grøn livsstil
Jan, B31-sejler fra Frederiksværk skrev til os: Netmediet Minbaad.dk er et godt medie – MEN der mangler noget vigtigt – noget om vigtig ny teknik – især i disse forandringstider, hvor grønne løsninger og mere bæredygtighed er i fokus.
Fra klubjournalist i flere klubber til at blive teknik-blogger på Minbaad.dk. Jan har sejlet siden drengeårene og byggede selv sin ungdoms sejlbåd – en Pirat, i 60erne som 17- årig sammen med en broder – der deltog med finansiering. Hans fulde navn er Jan Hovald Petersen.
Han har stor glæde af at sejle og beskrive ny teknik og tekniske løsninger – og sejler tit som solosejler, hvor det, som han siger, ofte er der hvor problemer også kan finde sine løsninger. Han sejler en B31 fra 1979 – og det siger han, at der er særlige grunde til – herom senere.
Journalist i klubregi i Frederiksværk
Han er knyttet til Roskilde Fjord, hvor også hans første sejlklub ligger (Roskilde) og er nu medlem i Frederiksværk Sejlklub, der som bekendt også er beliggende ved den gode fjord, - det er her, at han er journalist i klubregi og han skriver også gerne for andre klubber såvel som back up af og til hos de lokale avisjournalister. Desuden skriver han for B31 klubben.
Han har en baggrund som ingeniør og økonom – og har et vågent øje med ny teknik til sejlbåde – han har således udskiftet sin egen ældre B31s dieselmotor med en ny elmotor. Også motorteknik mere generelt er hans gebet.
Der mangler noget på minbaad.dk
Jan kom for nogen tid siden ’ind på Minbaad (via mail)’ og sagde: Netmediet Minbaad.dk er et godt medie – MEN der mangler noget vigtigt – noget om vigtig ny teknik – især i disse forandringstider, hvor grønne løsninger og mere bæredygtighed er i fokus.
Jan er egentlig blandt de tidlige VE pionerer, der i 70-erne begyndte at lave VE – vedvarende energi løsninger - dengang meget baseret på solvarme – altså bl.a. brugen af solen som varmegiver til boligen. Startede et firma SOLTEKBIK ApS med VE som nyt udviklingsområde.
Senere i forløbet i 80-erne var han tidlig med at sætte solceller på lystbåde – og fik bl.a. salgs- og service aftale med et dengang ret kendt bådudstyrsfirma Claus V. Hansens Eftf. på Østerbro – butikken blev lukket en del år senere p.g.a. en oversvømmelse under voldsomt vejr med ekstrem regn i København - kan nogen huske den butik i dag?
Købte B31 for at afprøve teknik
Som nævnt sejler han en B31 sejlbåd og købte den i 2006 med særlig interesse i at afprøve ny teknik såsom el-motor og batterier, for båden er ikke så dyr at man holder sig tilbage for at prøve nyt – og han udstyrede tidligt båden med targabøjle for at placere solceller på. Båden har siden 2020 haft el-motor og dertil en endnu beskeden batteribank, som han planlægger at udvide snarest.
Han vil beskrive nye muligheder for mere grønne løsninger til især sejlbåde og følger også op på seneste nyt indenfor motorer og brændstoffer.
Jan siger at han kan kontaktes her jhovald@hotmail.com eller via Minbaad.dk på vanlig vis.
Første artikel på Minbaad.dk følger snart, den handler om ny teknik, - nye batterier og en ny el-motortype fra et firma ’Undine’ i Roskilde/Risø.