Gå til hoved-indhold
Udstyr
Har du tjekket om din patron også er rustet op? Foto: SejlSikkert
Udstyr

10 procent af de oppustelige redningsveste fejler, fordi sejlerne glemmer at efterse dem

Lær derfor at holde din redningsvest i topform, fortæller SejlSikkert, der møder op på Boat Show og viser hvordan man efterser dem. Og en SejlSikkert alarm app, en nødsender app til din mobil, demonstreres også på deres stand.

Af Troels Lykke |

Redningsveste giver sikkerhed. Men faktisk anslås det, at omkring 10 procent af de oppustelige redningsveste ikke virker optimalt, fordi sejlerne glemmer at efterse dem.

Det går ud over sikkerheden, for det kan betyde, at vesten har fejl eller måske i værste fald slet ikke puster sig op - og opdager man det først når man ligger i vandet, er det for sent.

Nemt eftersyn

Heldigvis er det nemt selv at give sin vest et eftersyn. SejlSikkert sætter kurs mod Boat Show i Fredericia med en stand fuld af demoveste og erfarne instruktører, og her kan du både få vist hvordan en vest tjekkes igennem, og få lov selv at prøve kræfter med et servicetjek.

Instruktørerne vil også stå klar med gode råd om alt vedrørende redningsveste, og kan hjælpe med vejledning i, hvordan du vælger den redningsvest som passer bedst til dig. 

Sejlsikkert holder demoer

Er du en af dem, der aldrig har set hvordan det egentlig ser ud når en oppustelig redningsvest bliver udløst, så er det også her du har chancen.

SejlSikkert afholder demoer ved det store bassin i Hal C i samarbejde med Kajak Freak, hvor figuranter vil hoppe i vandet og demonstrere hvordan vesten virker, hvis man skulle falde overbord med den på.

Hør også om Sejlsikkert Alarm app

Det foregår i begge weekender, fredag kl. 14, og lørdag og søndag kl. 13 og 15.  
Ud over et servicetjek af din redningsvest, så kan du på standen også få et servicetjek af din SejlSikkert alarm app.

Det er en nødsender app til din mobil, som kan tracke din tur og automatisk opgive din position til JRCC, hvis du kommer i nød.

Den er rigtig god at have med, når man stikker til søs, og instruktørerne står klar til at fortælle om de funktioner appen har og vise hvordan de fungerer. Hvis du ikke i forvejen har appen, kan du få hjælp til at hente den og komme i gang med at bruge den.

Sidst, men ikke mindst, har Felix Smith og Anders Mundelin, der er aktuelle med en ny programserie om sejlads, sagt ja til at tage imod en udfordring; de kommer forbi standen og dyster om, hvem af dem der hurtigst kan pakke en redningsvest.

SejlSikkert er på stand 4102 i Hal E. 

Har du ikke mulighed for at komme forbi bådudstillingen, så er der masser af information at finde om redningsveste og vedligehold af dem på Søsportens

Sikkerhedsråds hjemmeside: soesport.dk/publikationer/laes-om-redningsveste

Du kan også i denne instruktionsvideo se, hvordan du trin for trin tjekker din vest:

content-loader
content-loader
content-loader