Gå til hoved-indhold
Tur
Der er rigtig mange langturssejlere, som har gastesejlads som en væsentlig del af deres økonomiske grundlag, fortæller FTLF.

Foreningen til Langtursejladsens Fremme hjælper med at matche båd og gast og mægler i konflikter

Hvis du er interesseret i enten at være gast på en båd eller selv at have gaster med, sætter vi i denne artikel fokus på de mange erfaringer, som Foreningen til Langtursejladsens Fremme, FTLF, har med gastesejlads på langtur. Her er Cilles første artikelserie om at gaste.

Af Cille Rosentoft |

Den næste tid vil du her hos minbaad.dk kunne læse en artikelserie om gastesejlads. Vi lægger ud med en artikel med bidrag fra FTLF, hvor formand Kim Bork Mathiesen fortæller om deres erfaringer med gastesejlads og giver gode råd til dig, der enten gerne vil sejle afsted med gaster eller selv være gast.

FTLF er en forening stiftet i 1985 og én af deres kerneaktiviteter er netop gasteformidling. Kim Bork Mathiesen, formand for FTLF fortæller:

 - FTLF "opfandt" i sin tid (1985) seriøs gasteformidling på velforberedt grundlag. - Et system som har vist sig bæredygtigt og langtidsholdbart, og til stor gavn og fornøjelse for de mange gaster og skippere, der gennem årene har benyttet sig af det. Tingene har udviklet sig, og i dag er der rigtig mange langturssejlere, som har gastesejlads som en væsentlig del af deres økonomiske grundlag, fortæller Kim Bork Mathiesen.

Rammer for aftale før tur

Netop den store gruppe af sejlere, der anvender gastesejlads for at kunne føre sejlerdrømmene ud i livet, har gjort det endnu mere nødvendigt at opsætte nogle rammer for hvordan besætning og gaster skal samarbejde og hvilke aftaler, der skal indgås inden afgang.

FTLF har med deres store erfaring sagt ja til at deltage i denne artikel for at sætte fokus på, hvordan gastesejlads kan berige en sejltur og bidrage positivt til både oplevelserne og økonomien, hvis forarbejdet gøres ordentligt.

Derudover anbefaler de naturligvis alle til at melde sig ind i FTLF og få yderligere vejledning der samt deltage i de mange aktiviteter, som tilbydes til medlemmerne.

Som medlem hos FTLF kan du søge gasteplads gennem dem. Her bliver du udelukkende præsenteret for skippere, som er godkendt af FTLF. For at blive godkendt til gastesejlads gennem FTLF, kræver det at bådens sikkerhedsudstyr er i forsvarlig stand og at skippers sejl- og sikkerhedskendskab er på et sikkert niveau.

Anbefalinger fra FTLF

Med den store erfaring, som FTLF har indsamlet gennem årene, peger på Kim Bork Mathiesen på en række punkter, som er særligt væsentlige at snakke igennem inden skipper og gast beslutter sig for at indgå en aftale.

- Det er som gast vigtigt, at man sætter sig ind i, hvad det er for en båd, man kommer ombord på. Hvem er den faste besætning og matcher det de ønsker man har for et gaste-eventyr. Er det fx en båd med børn ombord, skal man have gjort op med sig selv, om man har lyst til det.

- Som gast skal man også gøre op med sig selv, om man ønsker afslapning eller en mere aktiv tur. Nogle vil gerne sejle meget og skal derfor eventuelt søge de længere ocean-stræk. Andre vil gerne dykke og have oplevelser på land. Det er vigtigt, at skipper beskriver, hvordan det gøres ombord, så potentielle gaster kan vælge til og fra.

- Sørg for at snakke med tidligere gaster, som har været med. På den måde kan du få et særligt indblik i, hvordan det reelt foregår ombord. Hvis du er medlem af FTLF og finder båden via vores gastebørs, kan vi henvise til gaster, der har været med tidligere.

- Alt står beskrevet i vores gastehåndbog og her får man hjælp til at overveje alle de punkter, som man ellers ikke ville have tænkt over. Som skipper på en båd er det fx vigtigt at overveje, om man overhovedet kan holde ud at have folk ombord i længere tid. Man kan jo eventuelt starte med at invitere naboerne og nogle venner med ombord i en uge. Er det svært at holde ud, så kan det være, at man skal vente lidt med gastesejlads.

FTLF mægler ved konflikt

Som medlem af FTLF har man mulighed for at få hjælp, hvis der opstår problemer undervejs. FTLF er ind imellem ude for at skulle mægle mellem parter på en båd. Der kan opstår problemer, hvor det er nødvendigt at ophæve samarbejdet.

- Hvis forholdene viser sig ikke at være okay ombord eller hvis en gast vælger at stå af før tid på grund af dårligt samarbejde, så kan der opstår en konflikt, hvor gasten vil have sine penge tilbage, forklarer Kim Bork Mathiesen og fortsætter: Her kan vi, hvis det er FTLF-medlemmer, hjælpe ved at mægle mellem de to parter.

Heldigvis er det oftest gode oplevelser, som FTLF hjælper med at formidle. Det spørgeskema, som du skal udfylde, når du ønsker at søge gaster via FTLF hjælper i langt de fleste tilfælde, fordi gaster kan søge på baggrund af de oplysninger og på den måde vælge til og fra.

Du kan læse mere om FTLF her og melde dig ind, hvis du ønsker at benytte dig af deres mange tilbud og fordele: www.ftlf.dk

I de næste artikler tjekker vi ind hos både gaster og skippere, som hver især deler deres erfaringer med gastesejlads - på godt og ondt.

content-loader
content-loader
content-loader