Sådan gøres indenbordsmotoren vinterklar - se tjekliste
Ejere af motor- og sejlbåde med indenbordsmotor bør tage vinterklargøring seriøst, ellers kan det blive dyrt, siger bådmekaniker Claus Brodersen fra Havneservice i Horsens.
Efter 38 år i branchen har Claus Brodersen fra Havneservice styr på vinterklargøringen
En opgave, som også Havneservice foretager for mange sejlere. Men man kan også gøre det selv, forklarer Claus Brodersen, der her giver gode råd til Minbaad.dk's læsere:
Frostsikrer motoren
Du skal lukke søvandsindtag til motoren og åbne søvandsfilteret og sætte vandslangen ned i søvandsfilteret, åben så for vandet og start motoren.
Derefter skal motoren køre i tomgang i ca. 10 minutter. Luk derefter for vandet og hæld frostvæske i, vi bruger koncentreret frostvæske her i Havneservice, fordi der er vand i systemet i forvejen.
Mængden af frostvæske afhænger af motorens størrelse, og om den er ferskvandskølet eller saltvandskølet. F.eks en 30hk motor, der er saltvandskølet, bruger 5L, og til en ferskvandskølet bruger vi 2,5 liter. Så er motoren frostsikret.
De nye motorer er typisk ferskvandskølet, og der skal man huske at måle frysepunktet på det interne kølesystem for at være sikre på, at den også er frostsikret.
Tjek zinkanoder
Zinkanoder skal til vinterklargøring også tjekkes. Sørg for at der er over 50 procent tilbage af zinkklodsen, ellers skal de udskiftes, da effekten ellers udebliver.
Sug olie ud af motor
Mens motoren stadig er varm, er det nemmest at suge olien ud af motoren. Det er vigtigt, at man får den gamle olie ud, da den indeholder syre og affaldsstoffer. Noget, der ellers kan ødelægge motoren.
Man kan bruge en pumpe, der sælges i butikker. Vi anbefaler en vakuumpumpe uden el til omkring 600 kroner, da vi selv har bedst erfaring med dette produkt. Den kan fås med beholder fra 4 til 16 L.
Ny olie til motor
Derefter skal der ny frisk olie på motoren, iht. specifikationer. Jeg vil altid anbefale de originale olier, som fabrikanten foreslår, så ved man, at kvaliteten er i orden. Det er et dumt sted at spare, da motoren ellers kan tage skade.
Skift oliefilter
Derefter skal oliefilteret skiftes. Det nye oliefilter påføres olie på pakningen og spændes kun med hånden, hvis man glemmer at putte olie på og spænder med værktøj, kan det være næsten umuligt at afmontere.
Hvis man har sejldrev, skal olien også skiftes. Vær særlig opmærksom på om olien er grålig, hvis den er det, er der kommet vand i og en reparatør tilkaldes. Derfor skal det tjekkes nu, da saltvand kan ødelægge lejer og tandhjul i sejldrevet (gearkassen).
Husk at kontrollere alder og stand på membranen mellem drev og skrog.
For Volvo Pentas vedkommende skal den skiftes hvert syvende år.
Skift brændstofsfilter
Der er mange der har et forfilter/vandudskiller. Det er vigtigt at begge filtre bliver skiftet på hhv. motor og forfilter.
Det skal man gøre for at se, om der er vand eller affaldsstoffer i. For hvis de stopper til, kan der opstå motorhavari. Man skal tjekke, om der er tegn på dieselpest, som bla. kan lægger sig som store kager oven på filteret. Husk at dieselsystemet skal luftes ud efter filterskift.
Dieselpest er en levende organisme, som lever af det vand, kondens, som er i bådens tank. Man kan tilføre additiver, så de bliver slået ihjel. Dette skal man bruge året rundt. Har man fået pest, skal det fjernes mekanisk ved en tank rensning.
Kontrollere impeller i saltvandspumpen
Herefter skal man afmonterer impelleren i saltvandspumpen, og kontrollere om impelleren er i orden.
Hvis den mangler vinger, er slidt eller har revnedannelser, skal de skiftes. Hvis det ikke bliver fikset, kan man risikere, at motoren brænder sammen på grund af svigtende køling.
Man skal også se, om saltvandspumpen er utæt, og hvis det drypper fra sladrehullet, skal pumpen afmonteres og renoveres.
Kilremme, batteri og drikkevandssystem
Kileremmene ved motoren skal kontrolleres for råd og slitage. Man skal huske at lade sine batterier op og vedligeholde-lades helt op, to til tre gange om vinteren. Så kan de sagtens klare frost.
Man skal også huske drikkevandssystemet. Det skal drænes, og man piller slangerne af ved pumpen og dræner den. Man skal desuden lukke vandet af fra varmvandsbeholderen. Det er der desværre flere, der glemmer hvert år.
Har du tekniske spørgsmål om din motor, så send en mail til troels@minbaad.dk, så får vi Claus Brodersen til at svare på spørgsmålet.
Artiklen er tidligere bragt på Minbaad.dk.