Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Tidligere præsident for World Sailing, Kim Andersen, hædres med Dansk Sejlunions Ærestegn for at have repræsenteret dansk sejlsport i mere end 20 år. Foto: Therese Harris

Kim Andersen hædres med Dansk Sejlunions Ærestegn efter international indsats

I 20 år har Kim Andersen, tidligere præsident for World Sailing, repræsenteret dansk sejlsport på den internationale scene. En indsats uden sammenligning, og som han nu modtager Dansk Sejlunions højeste udmærkelse for, Ærestegnet.

Af Troels Lykke |

Line Markert, formand for Dansk Sejlunion, overraskede Kim Andersen på KDY’s generalforsamling 19. januar, hvor hun overrakte ham hædersbeviset til store klapsalver blandt de fremmødte.

– Kim Andersen har i særdeleshed ydet en enestående indsats for dansk og international sejlsport. Ordet ’enestående’ skal tages helt bogstaveligt, for vi taler om en indsats helt uden sidestykke, fastslår Line Markert om baggrunden for tildelingen af Ærestegnet, skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

Kim Andersen har bl.a. siddet i World Sailings Council, Events Committee, Equipment Committee og en række arbejdsgrupper, inden han i 2016-2020 blev valgt til præsident i sejlsportens internationale organisation.

Stor international indsats

Tidligere har han i en lang årrække stået i spidsen for Dansk Sejlunions Eliteudvalg, hvor han kæmpede for at finde midler til og skabe rammer for udviklingen af landets elitesejlere. Dertil skal lægges en stor arbejdsindsats i egen klub, KDY, hvor han blandt andet har været formand, foruden selv at være en habil kapsejler på alle niveauer og i et utal af bådtyper.

Men det er på den internationale, organisatoriske bane, han i særlig grad har ydet en bemærkelsesværdig indsats, pointerer Line Markert.

– Kim har deltaget i mange vigtige forandringsprocesser i World Sailing, hvor nogle af hans og vores mærkesager var at sikre sejlsporten på det olympiske program gennem fornyelse af klasser og konkurrencer. Derudover har han arbejdet hårdt for at effektivisere World Sailings beslutningsprocesser og organisering.

Mange ting lykkedes gennem slid, gode argumenter og et solidt netværk – fornyelsen af OL-programmet som det mest markante.

content-loader
content-loader
content-loader