Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kim Andersen siger efter hans sekretær havde klistret underskrifter ind i brev uden samtykke: - Den største fejl sker, da der er nogen, som går i medierne for at løse problemerne og på den måde udstiller bestyrelsen offentligt, siger han. Foto: Troels Lykke

Præsident Kim Andersen i høj søgang før valg til World Sailing: Sendte klagebrev uden samtykke

Kongemord eller kampvalg? Den danske formand Kim Andersen er igen kommet i uvejr i verdensforbundet, hvor han er oppe imod tre kandidater, når der skal vælges præsident i World Sailing 1. november, skriver dr.dk. Perry og Jobson mener, at Kim Andersen har sendt brev uden deres endelige godkendelse.

Af Troels Lykke |

Om to måneder venter et kampvalg om præsidentposten i verdensforbundet, World Sailing. I dag er der sidste frist for at melde sit kandidatur.

Gerardo Seeliger, vicepræsidenten Scott Perry fra Uruguay og Quanhai Li fra Kina har allerede sagt, at de stiller op som modkandidat til danske Kim Andersen.

Og bølgerne er på det seneste gået så højt, at det er med rette at stille spørgsmålet: Er kaptajnen, Kim Andersen, ved at vælte over borde?, skriver dr.dk i en længere artikel.

Tidligere anklaget for økonomisk frås

Tidligere har den danske præsident været anklaget for økonomisk frås. Blandt andet fordi han var med til at beslutte, at forbundets hovedkontor skulle flyttes fra Southampton til London.

Og senest fik Andersen for et par uger siden dét, der i politiske kredse kaldes for en næse: Et ordentlig slag over tuden fra verdensforbundets etiske komité, der er en kontrolinstans i Andersens forbund.

Den etiske sag omhandler et brev, der blev sendt til sejlsportsmediet Sailing Illustrated og vært Tom Ehman, efter at han i en udsendelse kom med nogle udsagn om økonomien i World Sailing.

Brevet var underskrevet af vicepræsidenterne Scott Perry og Gary Jobson. De mener, at Kim Andersen har sendt det uden deres endelige godkendelse og derfor rejst en sag.

Klagebrev til Sailing Illustrated

I februar bliver Kim Andersen klar over, at der i onlinemediet Sailing Illustrated snakkes om forbundets økonomi i en tv-udsendelse. Samtidig bliver der ifølge Kim Andersen refereret til de to vicepræsidenter i forbundet, Gary Jobson og Scott Perry.

På et møde efterfølgende bliver Kim Andersen og vicepræsidenterne i fællesskab enige om, at der skal forfattes et klagebrev til mediet.

De to vicepræsidenter vil gerne se klippet på ny, og i mellemtiden sætter Kim Andersen sig til at skrive klagebrevet for dem, skriver dr.dk videre.

Senere samme dag kommer der en rettelse af klagebrevet retur fra Scott Perry. Brevet sender Kim Andersen videre til sin sekretær.

Underskrifter klistres ind i bund af brev

Hos sekretæren klistres de to vicepræsidenters underskrifter ind i bunden af brevet, og det sendes afsted til Sailing Illustrated.

Men hverken Gary Jobson eller Scott Perry har vendt tommelfingeren opad til, at brevet er klar og må sendes med deres underskrift i bunden.

’En misforståelse’, sagde Kim Andersen undskyldende, da det kom frem i medierne, at brevet var sendt uden samtykke.

- Set i bagklogskabens lys havde det selvfølgelig løst problemet, hvis jeg ikke havde tilbudt min hjælp. Men den største fejl sker, da der er nogen, som går i medierne for at løse problemerne og på den måde udstiller bestyrelsen offentligt, siger han.

Beklagelse ikke nok for vicepræsidenter

På trods af misforståelserne er beklagelsen ikke nok for de to vicepræsidenter, der efterfølgende beder den etiske komité i World Sailing kigge nærmere på sagen. Noget, de oplyser gennem pressen.

Kilde: Dr.dk

content-loader
content-loader
content-loader