Danmarks SailGP-hold øjner topplacering i Los Angeles - hård vind i vente
ROCKWOOL Danmark SailGP Team er i Californien til det andet SailGP løb i sæson 4. Efter stævnet i Chicago er der udsigt til podieplaceringerne. - Vi vil i top-tre, og vi tror på, at det er opnåeligt, siger skipper Sehested. Oracle Los Angeles Sail Grand Prix sejles 22.-23. juli. Se link til live-tv.
Skipper Nicolai Sehested mener, at den stærke start har sat holdet op til succes på den amerikanske vestkyst, når der sejles lørdag og søndag:
"Vi er tilfredse med resultatet i Chicago, især i betragtning af at løbsdag 2 var lidt af et lotteri i let vind. Vi forlod bestemt begivenheden med en god følelse", forklarer han og tilføjer: "Nu skal vi bygge videre på det i LA. For os betyder konsistens alt i denne sæson. Så vi tager til Long Beach med høje forventninger".
F50'erne vil ikke mangle vind den kommende weekend. Der er lagt op til stærk vind i vejrudsigterne, hvor SailGP-holdene skal konkurrere i farvandet ud for Los Angeles for første gang.
"Det er et superfedt sted, og vi er glade for at være her. Ud fra den træning, vi har haft indtil videre, bør det være episk racing med masser af action", forudser Nicolai Sehested.
Det danske hold tog femtepladsen i sæson 3 og missede med nød og næppe en fjerde podieplads i sæsonens sidste event i San Francisco, og Sehested er åben om den målsætningsproces, holdet har været igennem forud for sæson 4.
Tror på top-tre i år
"Vi opnåede alle vores KPI'er sidste sæson og præsterede ret godt i løbet af sæsonen. Det var lidt på trods af, at vi havde uheld med udstyr, der gjorde ondt på os i et par forskellige begivenheder", indrømmer han, men det har ikke lagt en dæmper på forhåbningerne:
"Vi har sat høje mål for denne sæson. Vi vil i top-tre, og vi tror på, at det er opnåeligt. Når man ser på, hvem kendere forventer at se i den store finale i slutningen af sæsonen, er det nemt at pege på Australien, New Zealand og Emirates GBR. Det er trods alt de solide sejlernationer. Men vi har set i sidste sæson, at Canada, Frankrig og Danmark ikke er langt bagefter. Vi ved, at vi kan komme ind og blande os. Det er ikke nemt at gå ud og slå folk som Slingsby, Burling eller Ainslie, men jeg er sikker på, at vi har det i os til at overgå mindst et af disse hold for at komme i top tre samlet i denne sæson", fastslår Nicolai Sehested.
Kirketerp tilbage
Danmarks OL-guldvinder Martin Kirketerp vender tilbage til folden i LA for første gang, siden han på dramatisk vis blev ramt af lynet under stævnet i Singapore i januar. Siden da har Kirketerp, der er kommet sig helt, gennemført flere etaper af The Ocean Race. Han er tilbage på det danske hold for at erstatte Luke Payne i Californien.
Anne-Marie Rindom, der sikrede sig en sølvmedalje under det olympiske teststævne i sidste uge i Marseille, Frankrig, er ikke i Los Angeles på grund af olympiske træningsforpligtelser.
Se sejladserne her
Oracle Los Angeles Sail Grand Prix sejles 22.-23. juli. Racing begynder kl.16.00 lokal tid, hvilket vil sige kl. 01.00 dansk tid. På sailgp.com/watch er det muligt at se sejladserne live.