Københavnerfamilie har forladt Tuborg Havn og er sejlet ud for at jagte eventyret i Luffe 48

Både Amalie Holch Schmidt  og Jonas Holch Midtgaard er iværksættere, når de ikke sejler rundt i deres Luffe 48. Men de har begge afviklet forretningerne hjemme, for at kunne have fokus på at være på båden langt væk fra arbejdsmæssige forpligtelser.

Cille Rosentoft har snakket med Amalie om, hvorfor de har taget en beslutning om at sejle ud i verden og hvad de håber at finde. Familien her flygter nemlig ikke fra noget, men de søger noget i deres liv, som de håber at kunne skabe undervejs.

Ombord på familiens båd, Sassicaia, en Luffe 48 er der, udover Amalie og Jonas, parrets tre børn, Mynthe på 9 år,  Matheo på 8 år og Menya på 4 år. De har alle tre sagt farvel til hverdagslivet i skole og børnehave og de to store er netop startet op med skole ombord. Jonas sejlede alene fra Danmark til Coruna og Amalie fløj med de tre unger. Derfor er familien først lige blevet samlet og er så småt ved at vænne sig til at leve ombord med alt hvad det indebærer af vind, bølger og søsyge.

- Jonas er nærmest opvokset på vandet, forklarer Amalie og afslører også at hendes erfaring med sejlads er en tur til Anholt. Det gav derfor mening for familien, at lade Jonas tage turen fra Danmark og over Biscayen alene.

- Han er i sit es, når han er ombord, siger Amalie og fortsætter: Jeg havde brug for at give ham to uger med maks gas. Den ene uge tog han med sin far. Nu er båden testet og Jonas kunne korrigere undervejs, i stedet for at gøre det med hele familien ombord. Det gav god mening for alle.

Men nu er de samlet og nu begynder eventyret - med alt hvad det indebærer.

Hvad søger I?

Jeg snakker med mange forskellige mennesker, som drømmer om at smutte fra alting og tage afsted på langtur. Derfor er jeg altid interesseret i at høre, hvad de mennesker, som rent faktisk gør det, håber at finde derude. Det fylder derfor en stor del af min samtale med Amalie.

- Vi søger nærvær, siger Amalie meget hurtigt og fortsætter:  Vi har nærvær hjemme, men tiden er en anden herude. Tid til de små ting - til følelserne og samtalerne. Det allervigtigste i forhold til ungerne er at vise dem verden. Jeg har boet mange steder i udlandet og jeg kan føle mig fanget hjemme i Danmark. Når vi tager dem herud, tager vi skridtet fra at tale om den her verden og vi viser dem i stedet verden. Vi bor i Charlottenlund, et område fuld af ressourcer - men hvor livet for os, meget hurtigt kan blive så forudsigeligt, at vi glemmer os selv. Det er vigtigt for os at vise vores børn, at man godt kan leve livet på en anden måde end den traditionelle. Det tror vi ikke på, at man kan fortælle dem - man skal vise dem det, afslutter Amalie.

Et egoistisk valg

Når vi træffer valg på vegne af hele familien, er det ikke sikkert, at alle er enige. Men Amalie og Jonas har taget det ansvar på sig og har det store overblik i forhold til hvad der er rigtigt for familien - selvom de er meget bevidste om, at det ikke er et valg for alle:

- Man kan sige, at det også er et egoistisk valg. For ungerne trives hjemme og vores liv er både trygt og dejligt. Men vi gør det her for os. Vi har taget et valg, forklarer Amalie og fortsætter: Ingen derhjemme kan forstå det eller misunder det valg. Og det er faktisk enormt frigørende at gøre noget for vores egen skyld. Det er ikke som at tage til Seychellerne, hvor nogle er misundelige. Her gør vi noget, som mange ikke forstår - men vi kan mærke, at det er helt rigtigt for os.

Øverst på listen over destinationer lige nu, står Marokko, som Amalie har rejst til før og som er et af hendes yndlingslande. Det  glæder hun sig til at vise ungerne og til at lade dem dufte og smage på alt det nye.

Et eventyr med udfordringer

Familien søger eventyret og er godt på vej. Men som i alle eventyr, kommer der bump og udfordringer. Dem er Amalie heldigvis ikke bange for at sætte ord på eller forholde sig til.

- Jeg har nogle følelser som er hårde og som påvirker alle ombord. Dem skal jeg finde ud af at lande i, og vi skal allesammen finde nye måder at være både sammen og alene på. Der er jo ikke samme plads her eller mulighed for at trække sig. Det kræver tilvænning, forklarer Amalie.

Også sejladsen kræver tilvænning og søsyge fylder særligt hos den mindste Menya på fire år.

 - Hende er jeg bekymret for, siger Amalie: Hun bliver søsyg og kollapser og sover. Det gør ondt på mig.

De to andre klarer det bedre og Mynthe som kan have tendens til søsyge, kan regulere det bedre selv. Amalie selv er søstærk, men mangler ifølge hende selv erfaring på og med båden.

- Når vi har sejlet om natten, har jeg lagt mig ned for at sove og jeg er så angst for at Jonas falder i, forklarer Amalie og fortsætter: Jeg skal kunne tage de sejl ned og være tryg i det.

Vi jagter eventyret

Udgangspunkt er at familien skal være afsted i et år og de har fremlejet deres hus i et år. Men de er åbne for at eventyret har brug for længere tid. Nu er de startet et sted.

Vi har fået lov at tjekke ind hos dem igen inden de krydser Atlanterhavet i november. En tur som hele familien tager sammen med to gaster.

Et par dage efter jeg har snakket med Amalie, tikker denne besked ind:

- Og så har jeg tænkt på dit spørgsmål, siden vi talte sammen; du spurgte, hvad vi søger, og jeg tror jeg svarede noget i retning af, at vi søger nærvær. Det gør vi. Men lige så meget eventyret. Nærværet kunne være skabt på mange andre måder. Men det her med at sejle uden en fast plan og til steder, som vi ellers ikke ville kunne komme til. Dét er eventyr.

Og jeg er helt enig med Amalie;)

I kan følge med hos familien her