Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Her ses nogle af de eventyrlystne medlemmer på en sommerdag. Foto: Privat
Kort Nyt
"Tvebak" har været på eventyr med foreningen hele sommeren. Foto: Privat

Foreningen Aarhus Eventyrsejlere er et fællesskab for nye og gamle sejlere - deles om Albin Accent 26

I Marselisborg Havn ligger der en Albin Accent 26, som sejles af 48 mennesker. I år opstod et spirende fællesskab, der drømte om én ting. Eventyr til søs. Foreningen Aarhus Eventyrsejlere  giver plads til nye og erfarne sejlere, der sammen tager ud på eventyr for at se Danmark fra søsiden. 

 

Af Anna Brinch |

En unik forening er kommet til i Aarhus , som fortjener at komme ud i lyset. De hedder Aarhus Eventyrsejlere og er skabt af en gruppe unge drømmende sejlere.

Det er socialt at sejle 

Jeg har talt med SoMe-ansvarlig Sonja Morell Lundorff, som er en del af deres bestyrelse. Hun fortæller her om, hvordan foreningen opstod i de kolde vintermåneder i 2023: 

- Vi var nogle venner, som havde sejlet sammen, før vi mødtes til et drømmemøde i januar 2023. Her snakkede vi om, hvad vi kunne gøre for at fortsætte med at sejle, og hvordan vi kunne få flere med. Vi var alle enige om, at det er en social ting at sejle, og det ville vi gerne dyrke. Derfor besluttede vi os for at organisere os som  en folkeoplysende forening med en bestyrelse, vedtægter og medlemmer som er med til at forme fællesskabet, fortæller hun. 

- Vi hedder Aarhus Eventyrsejlere,  fordi vi gerne vil på eventyr. Om det er UV-jagt, sangaften eller en sejltur i bugten, forklarer Sonja videre. 

I marts afholdte foreningen den stiftende generalforsamling og siden da har det kun taget fart. Nu er der 55 medlemmer, både skippere, gaster og støttemedlemmer.  

Et sejlkollektiv

Derefter var den første opgave at finde en båd til foreningen. De fandt båden i april måned, som blev en Albin Accent på 26 fod. Båden blev  døbt "Tvebak" og nu var foreningen endelig klar til at indfri de mange medlemmers drømme om eventyr til søs. 

Foreningen fungerer således, at der er to forskellige roller: Gast, som alle kan være, og skipper, som skal være kvalificeret. For at blive skipper skal man gennem en ansøgningsproces, hvor bestyrelsen har en samtale med skipperen. Derefter vurderer de, om vedkommende kan tage ansvar for båden. Når medlemmerne gerne vil ud at sejle, foregår det med en fælles kalender. 

- Vi har en sejlkalender hvor alle kan skrive sejlture eller aktiviteter ind. Så hvis man gerne vil ud at sejle en onsdag i september, skriver man sit navn på. Der skal dog være en skipper, som tilmelder sig, før sejlturen kan lade sig gøre. Ombord på båden kan vi have fire gaster og en skipper. 

I sommerferien var der også medlemmer, som tog på længere ture væk. Det kan blandt andet ses her

Sejlfællesskabet er som sagt for alle, både aldersmæssigt og erfaringsmæssigt. Aldersgennemsnittet er lige nu 25 år, men alle er velkomne. Det er ikke en sejlerskole, men hvis man er nysgerrig på at lære noget nyt, byder foreningen også de uerfarne velkommen. Den helt store forskel fra sejlerskolerne er, at foreningen fokuserer på det sociale. 

- Vi laver mange ting sammen udover at sejle. Vi har aftener, hvor vi spiller guitar, har udendørs bio eller hygger os rundt om bålet, fortæller Sonja. 

Stor interesse for medlemskab 

Sonja fortæller, at der har været stor interesse for foreningen, og at der desværre er mange, som ikke har fået plads i denne sæson. De vurderede ret hurtigt, at hvis de var flere end de 50 aktive medlemmer, ville de være alt for mange om én båd. 

-Vi skal her til efteråret tale om fremtiden for vores forening og måske også, om vi skal have en ekstra båd, fortæller hun videre. 

Aarhus Eventyrsejlere  giver flere mennesker mulighed for at få noget luft og få noget eventyr  i  hverdagen. Flere kan komme ud og mærke naturen i løbet af sin travle hverdag. Det kan også mærkes, at mange drømmer om et aktivt fællesskab.  

Forskellen fra Aarhus Eventyrsejlere  til en sejlerskole er, at her er sejladsen ikke med støttehjul, som i en skolebåd. Her har man selv ansvar for at komme ud på vandet. Der er ikke en fast dag, fordi man selv skal tage initiativet. 

Sonja tilføjer desuden: 

Et bådfællesskab som vores er også godt, fordi vi giver de erfarne sejlere en mulighed for at lære fra sig. Det er ikke altid nemt når man er vokset op med det. Men her giver vi dem et sted hvor erfaringer kan deles og nye ting kan læres. 

Har I et godt råd? 

Foreningen håber på at kunne inspirere andre ildsjæle i Danmark, der vil starte lignende op. Sonja forklarer, at det først og fremmest handler om at samle dem, som har en fælles drøm. 

- Det, som har båret vores fællesskab i opstarten, har været, at vi havde en fælles drøm. . Vi har alle handlet på vores drømme og det har holdt gejsten oppe, forklarer hun. 

- Der er så mange virksomheder og fonde, som gerne vil hjælpe unge med at komme i gang. Man skal opsøge mulighederne og vi har oplevet en stor velvilje fra vores ydre omgivelser. Havnen, DGI og andre sejlere har haft lyst til at skubbe foreningen i gang, afslutter Sonja med. 

Fakta om foreningen 

Foreningen ejer en Albin Accent 26, som hedder "Tvebak". Der er sejlads fra marts til oktober, og sociale aktiviteter over hele året. 

Antal medlemmer: 55

Medlemskab: 400 kr 

Gastegebyr: 1700 kr.

Skippergebyr: 1100 kr.

Du kan læse mere om at være medlem her

content-loader
content-loader
content-loader