Gedser Lystbådehavn opgraderes efter millionstøtte
Med en støtte på 10.630.672 kr. tager Guldborgsund Kommune et vigtigt skridt mod at samle Sydfalster til én samlet destination. På Gedser Lystbådehavn gennemføres forskønnelse af havnepromenaden, og der etableres et aktivitetshus samt en aktivitetsplads.
Projektet, der tager udgangspunkt i politisk vedtagne udviklingsplaner for Destination Sydfalster og Gedser Erhvervshavn, har til formål at fremme turismerelaterede kommercielle aktiviteter og styrke områdets infrastruktur og oplevelsesmuligheder.
Blandt de vigtigste aktiviteter i projektet er:
Opgradering af Gedser Lystbådehavn, herunder etablering af autocamperpladser og en ny facilitetsbygning.
På Gedser Lystbådehavn gennemføres forskønnelse af havnepromenaden, der etableres et aktivitetshus samt en aktivitetsplads.
Etablering af en stiforbindelse mellem Gedser Lystbådehavn og Gedser Erhvervshavn.
Udvikling af information og formidling rettet mod gående, cyklende og sejlende turister.
"Udviklingen af Gedser Erhvervshavn er en vigtig brik i at realisere de ambitioner, vi har for hele området. Støtten fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er med til at belyse det store potentiale, der er i Gedser og på Sydfalster, og vi glæder os til at arbejde videre med udviklingen," siger Guldborgsund Kommunes Klima, Teknik og Miljøudvalgs formand Jesper Blomberg, lyder det i en pressemeddelelse.
Landsdækkende indsats på 82 mio. kr.
Projektet er del af en landsdækkende indsats, hvor Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter fem udvalgte turismeprojekter med tilsammen 82 mio. kr. Målet er at skabe vækst og beskæftigelse gennem ny og forbedret fysisk infrastruktur, som kan tiltrække private investeringer.
Projektet skal skabe nye muligheder for erhvervslivet, forbedre turisternes oplevelse og understøtte lokalsamfundets udvikling i tæt samarbejde med særligt Scandlines og Visit Lolland Falster. Med de forbedringer, der nu sættes i gang, styrkes grundlaget for en bæredygtig turisme, der kan gøre Sydfalster til en endnu mere attraktiv destination.