Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Is i Rungsted, set tidligere. Foto: Henrik Jørgensen

Båd i vandet om vinteren: Alle skroggennemføringer bør beskyttes mod frost

Beskyttes skroggennemføringerne ikke mod frost, risikerer de at sprække ved isdannelse. Luk søventilen og fjern slangen. Hæld derefter lidt anti-freeze fra Starbrite ned i ventilen og monter slangen igen bagefter, lyder ét af tolv råd fra eksperter.

Af Troels Lykke |

1: Nye, kraftige fortøjninger

Tænk på, at tovværket slides af UV-lys, saltvand og almindelig belastning. Når efterårs- og vinterstormene trækker ind over landet, er det vigtigt, at båden ligger sikkert fortøjret ved broen.

Fortøjningen er vigtig, så brug gerne dobbelte fortøjninger med rykdæmpere og forhal godt ud fra broen, så der er god afstand til bro eller havnepiller.

Gå gerne op i størrelse på dine fortøjninger, så du er sikker på, at den holder til hård belastning, og klargør fortøjningerne i god tid inden vinteren.

2: Undgå fugt i båden

Båden bliver nemt rigtig fugtigt, og der kan let dannes skimmelsvamp og dårlig lugt ombord. Fordel derfor gerne nogle 'torrboller' rundt omkring i båden, så slipper du også for mug og kondens.

Kondens kan ødelægge både elektronik og finer. Sæt tørbollerne, så de ikke vælter og åben alle skabe, så der kan komme rigeligt ventilation.

Det vand, som tørbollerne opsamler, er naturligvis vældig saltet, og det er altså ikke godt at få alle mulige steder på båden.

3: Beskyt motoren og skroggennemføringer mod frost

Det er vigtigt at konservere/frostbeskytte motoren. Brug anti-freeze og grøn glykol. Dette hjælper til at beskytte motoren mod korrosion og skader, der opstår ved frostgrader. Kontrollér med din motorproducent, hvordan du skal gøre med akkurat din motor.

Byt desuden zinkanoder.

Står brændstoffet stille for længe, kan der opstå dieselpest og kondens. Brug Starbrites tilsætning eller Bioprotect 2, så får du ikke problemer med motorer, når den skal startes op igen til den ny sæson.

Alle gennemføringer bør beskyttes mod frost, da de ellers kan sprække ved isdannelse. Luk søventilen og fjern slangen. Hæld derefter lidt anti-freeze fra Starbrite ned i ventilen og monter slangen igen bagefter.

4: Tøm varmtvandsbeholder, vand- og septiktank

En klassisk fejl ved overvintring i vandet er, at man glemmer at tømme varmtvandsvarmeren, og så må man købe en ny til foråret, da den ofte frostsprænges.

Tøm den derfor for vand og åben alle ventiler, så vandet kan løbe ud. Lad ventilerne stå åbne. Tag kontakten ud, så den ikke starter ved en fejltagelse. Hvis der er en zinkanode i beholderen, kan du udskifte denne, når nu du allerede er i gang.

Pump alt vandet ud af vandtanken og lad dækslet stå let åbent, så det kan tørre helt ud. Tøm toilettanken på havnens tømmestation og skyl tanken igennem med produktet Transclean, som afhjælper mod urinsten.

5: Konserver toilettet

For at undgå at toilettet skal fryse til, hælder du en lille smule grøn glykol eller anti-freeze i toiletskålen.

Brug ikke andre kemikalier eller almindelig blå glykol, da det kan skade pakninger og slanger. Rens desuden gerne af med Transclean, der modvirker urinsten i slanger, tank og pakninger.

6: Tøm båden for vand

Tør alt vand op i kølsvinet, så båden er så tør og ren som muligt. Åben alle luger og skabe så luften kan passere frit. Brug eventuelt BilgeCleaner til at afrense olie og skidt.

7: Hynder, tekstiler, sejl og sprayhood m.m.

Alt, der er lavet af organiske materialer såsom hynder, dyner, sejl, sprayhood og så videre bør opbevares tørt om vinteren. Afmonter derfor disse og tag dem med hjem i varmen.

8: Oplad batterier

Sørg for, at alle batterier er fuldt opladede, og slå derefter hovedstrømsafbryderen fra. Quick og CTEK har gode batteriladere til dette formål.

Batterier må gerne stå koldt, men de skal være fuldt opladt. Du kan kontrollere batterispændingen ved jævne mellemrum henover vinteren.

Et fuldt opladt bly-/syrebatteri skal holde en hvilespænding på 12,7 volt.

9: Vask, overdæk og flyt båden

Brug en blød bådvaskebøste og et bådrengøringsmiddel, for eksempel Abnet.

Har du mulighed for det, så overdæk båden med en presenning, den har godt af en pause fra vind og vejr. Sørg for at presenningen sidder godt fast og benyt eventuelt et presenningsstativ, så båden bliver ventileret.

Havnen er ofte tom om vinteren, så find det bedste sted i havnebassinet, hvor der er mest læ, og båden dermed er mindre udsat af vind, vejr og bølger. Læg båden med fortøjninger, så den er langt fra bro og fortøjningstolper.

10: Kraftig sø

Sørg for at ting i båden ikke kan vælte rundt, hvis båden udsættes for høj sø i vintermånederne.

11: Isfrit vand

Is kan skade båden, da det kan presse skroget, hvilket kan føre til store og meget seriøse skader. Isen kan samtidig ødelægge pæle og broer, hvor båden er fortøjret til.

Skulle vi blive ramt af isvinter, er den bedste løsning en De-Icer fra Kasco, der holder det isfrit omkring båden og broen.

12: Tilsyn

Selv om man har overholdt alt på listen til punkt og prikke, betyder det ikke, at man blot kan glemme båden og komme tilbage til foråret. Det er vigtigt at tilse båden regelmæssigt.

content-loader
content-loader
content-loader