Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Masten røg ned da X-99eren fra Kerteminde, i hårdt vejr, krydsede mod Æbelø. Bolten til læ undervant røg ud fra sin plads og så gik det galt, vurderer skipper Jesper Olsen. Foto. Jesper Olsen

Da X-99-mast knækkede: Der går 10 meget lange sekunder, hvor jeg ikke kan få øje på manden i vandet

X-99-skipper Jesper Olsen fra Kerteminde forklarer om vilde sekunder i Classic Fyn Rundt: - Riggen ryster, storsejlet beordres ned. Da en gast er på vej til masten for at bjærge sejlet, ryger han med masten i vandet, da den knækker ved underste saling. X-99'er redder også tre sejlere fra kæntret trimaran.

Af Troels Lykke |

Skipper Jesper Olsen forklarer om kollapset af X-99-masten i Classic Fyn Rundt, da man krydsede på styrbord mod Æbelø i hård luft, bagbord rundt om Fyn. Før masten knækkede, måtte X-99'eren Xandrine fra Kerteminde dog lige redde tre sejlere på en lille trimaran. Her er Jesper Olsens ord:

Det var godt nok en begivenhedsrig fredag på Classic Fyn Rundt 2024. For trimaranen Sea You gik på næsen kl. 13:24, lige efter at den var gået til luv forbi os. Sammen med X- 332 Xhale fik vi bjærget de tre besætningsmedlemmer fra Sea You. 13:55 genoptog vi sejladsen efter, at Sea You var overført til Scankap 99 Mathilde.

Klokken 16:02 bliver vi selv ramt af endnu en byge, riggen ryster meget, og vores storsejl beordres ned. En gast på vej til masten for at bjærge sejlet ryger med masten i vandet, da masten knækker ved underste saling og lige over dæk.

10 meget lange sekunder

Der går måske 10 meget lange sekunder, hvor jeg ikke kan få øje på manden i vandet, og når lige at tænke, at han er sendt helt til bunds, men så er der endelig kontakt.

Gasten har fået viklet benene ind i tovværk og trækkes fri af riggen med en bådshage. Med alle mand ombord tager det omkring en time at bjærge rig og sejl.

Pillippe II kredser omkring os, til vi melder OK. Omkring klokken 17 starter vi motor og bevæger os mod Kerteminde. Vi efterlader Windex og vindmåler, som har stået fast i bunden - og så den split i styrbord undervant, som vi ikke ved, hvad der blev af!

Kort efter ankomst til Kerteminde begynder vi at løfte riggen af båden. Kl. 23 er mastestumperne i skuret, sejlene i bilen, og vi kan gå ombord i suppen.

Sejlerhilsner
Jesper Olsen

Se, hvordan bådene sejlede i Classic Fyn Rundt på TracTrac.

content-loader
content-loader
content-loader