Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Der var frisk vind til J/70 Amatør-VM på Øresund. Foto: Hannah Lee Noll/ J/70 Corinthian World Championship

Bedste danske J/70-besætning tog 12. plads ved amatør-VM på hjemmebane i Skovshoved i en klubbåd

Det kæmpe J/70 Corinthian World Championship, hvor en brasiliansk besætning tog sejren, er færdigt. Ingen danskere var i top-ti, men de tidligere danske matchrace-mestre med skipper Henrik Jensen og gasterne Jeppe Blak-Lunddahl, Thomas Hartvig og Henning S. Lambertsen tog fornem 12. plads.

Af Troels Lykke |

De fleste dage var der 6-10 m/sek. til  J/70 Corinthian World Championship, det såkaldte amatør-VM i J/70, men der var også perioder med let springende vind, som gjorde det svært for dommerne. Særligt de mange byger gjorde, at vinden sprang og til tider blev kraftig ud for Skovshoved.

Gast ombord hos skipper Henrik Jensen, Henning Staugaard Lambertsen, forklarer til Minbaad.dk om at være med ved det store VM, som KDY og Skovshoved Sejlklub arrangerede:

- Vi sejlede i en KDY-klubbåd, som var ligabåd sidste år. Så den var ikke top-tunet, som de kan blive, men den var trods alt ikke bundmalet og har været forbi Jacob Jensen for at få ror og køl optimeret. Vi sejlede også med nye sejl fra North og fik lidt trimhjælp fra dem.

Skulle lige i form til stor start

Holdet, der i år har sejlet sammen i 25 år, skulle lige i form til atter at starte i det store felt.

- Vi var meget på udebane med så mange både, da der maks er 8-9 både i ligaen. Vi brugte et par dage på at lære at starte og lære vores instrumenter at kende. Vi sejler jo aldrig med instrumenter i ligaen og match race. 

- Da vi var på de sidste par dage i stævnet, gik det langt bedre med starterne, dog fejlede instrumentet i en enkelt start, og så fik vi sort flag for en tyvstart, forklarer Henning Staugaard Lambertsen og afslutter:

- Samlet var nummer 12 næsten vores dårligste placering i hele stævnet, men vi er super glade og har lært en masse. Det var fedt at være med på hjemmebane og særligt til et så vellykket stævne udført af KDY.

Se resultaterne fra J/70 VM i Skovshoved

content-loader
content-loader
content-loader