Kun 73 af 110 tilmeldte både mødte på startlinjen i AFI 2Star Race
Kryds i 11 sekundmeter udfordrede sejlerne i Aarhus-Samsø-sejladsen. Flere valgte ikke at stille til start, men yderligere 16 både udgik undervejs. Vinder af Damernes Pokal blev Scan-kap 99'eren Frk. Fast.
AFI 2Star Race 2024 blev en særlig én af slagsen:
- For første gang i løbets historie sejlede vi med Samsø om bagbord, hvilket gav rigtig god mening vejrprognosen taget i betragtning, forklarer stævnelederne fra Aarhus Sejlklub, Kenneth Meier-Andersen og Theis Skalmstang, i en pressemeddelelse og uddyber:
- Det forhindrede dog ikke et større frafald ved lørdagens start, hvor bare 73 af de tilmeldte 110 passerede startlinjen.
Kun 57 både til Samsø
De 11 sekundmeters kryds og konstant regn tvang yderligere 16 både til at udgå, hvorfor blot 57 både nåede til Samsø efter lørdagens sejlads.
En sejlads, der blev vundet af Folkebåden Nana efterfulgt af BB10-meteren Tora og Scan-kap 99'eren Frk. Fast.
Søndag morgen var vinden blæst væk, og det vanskelige kryds kunne udskiftes med spilersejlads i mere moderat vind, som først på eftermiddagen flovede til 2-4 sekundmeter.
Det vejr passede Melges 20'eren Atomic Blue, der som den første båd i feltet nåede mållinjen i Aarhus.
To pokaler
Søndagens sejr var ikke nok til at sikre Melges-sejlerne én af de to eftertragtede pokaler. Pladser, der i stedet blev indtaget af Jens Fast og Jan Petersen Scan-kap 99 Frk. Fast, der dermed kunne modtage Damernes Pokal.
Vinderen af Kaløpokalen, stævnets andenplads, blev Paul og Klaus Natorp på BB10-meteren Tora.