Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Middelfart-sejler Jesper Bendix, der vandt stævnet i Skælskør i weekenden, runder her først. Han vandt a-point foran Jørgen Lindhardtsen. Fotos: Jørgen Dam
Kapsejlads
Jørgen Lindhardtsen. Foto: Jørgen Dam
Kapsejlads
Man spotter ikke nogle gymnasieelever i OK-klassen. Foto: Jørgen Dam

Over 200 sejler OK-jolle i Danmark - men VM på Øresund i 2026 vil få endnu flere over i klassen

OK-klassen vokser støt og tæller nu over 200 medlemmer. - Vi forventer, at udviklingen i antal medlemmer vil stige yderligere, og at der er flere ”kendte” sejlere fra andre klasser, der vil satse på OK-jollen frem mod 2026, hvor VM kommer til Øresund, fortæller klassens PR-mand, Jesper Sommer.

Af Troels Lykke |

OK-klassen for sejlere, typisk plus 40, er fortsat i vækst. Sammenholdet er godt, og man kan udvikle på sit grej, ligesom der er flere udbydere af master og joller.

Det er en udvikling, der fortsætter, når Hellerup Sejlklub og Kongelig Dansk Sejlklub i 2026 holder VM i OK-klassen, hvor langt over 100 joller ventes på startlinjen.

- Det forventer vi vil tiltrække nye sejlere til klassen, siger OK-sejler, Jesper sommer.

Svært at finde OK-joller til de nye i klassen

En OK-jolle koster nemt op mod 100.000 kroner, hvis det skal være det helt hotte udstyr, men hurtige, brugte både til 40.000 kroner findes også, når der sejles eksempelvis i Skælskør, Hellerup, Køge, Svendborg, Middelfart, Korsør og Herslev Strand.

- Lige nu er den største udfordring at finde egnede både til alle de nye. Der er en tendens til at bruge Strandberg-joller, og Ovington er i meget høj kurs. Det er helt sikkert gode valg begge to.

- Ser man på det netop afholdte VM, var der dog andre jolletyper, der også kunne være med, men modellen Synergy blev sejlet af fem blandt top-ti, fortæller klassens PR-mand Jesper Sommer, der tidligere sejlede X99'er, men nu er skiftet til OK-jollen og holder til i Hellerup Sejlklub, hvor nogle af klassens bedste har hjemme.

Danmarks hurtigste sejler kommer dog fra Svendborg Sunds Sejlklub og hedder Jens Eckhardt.

Manden betyder kun 25 procent

Om grejets betydning, forklarer Jesper Sommer videre:

- I forhold til hvor meget jollen betyder, siger de ”kloge”, at mast og sejl har 75 procents betydning.  Og så skal man jo huske ham, der sidder i jollen, som tit med lidt forberedelse og træning kan vinde meget mere end en ny båd giver.

- Men som mand er det naturligvis vigtigt ikke at gå ned på udstyr, siger smilende Sommer, der har passeret de 50 år, hvilket er meget normalt i klassen.

Drilsk stævne i Skælskør

Sæsonen i Danmark blev skudt i gang i den forgangne weekend med Break the Ice-stævnet i Skælskør, som var årets første stævne for OK-jollerne. Her var 32 OK-joller på startlinjen i byens inderfjord. Vinden viste sig fra sin drilske side, så der var god mulighed for at få brugen af starturet ind på rygraden. De mange vindspring gjorde nemlig, at der var mange udskydelser og omstarter. 

Dommeren og holdet bag ham kæmpede mod de udfordrende forhold, og det lykkedes at afvikle tre sejladser. Som skrevet i artiklen på Minbaad.dk om 79-årige Jørgen Lindhartsen, der fik sølv, var han og vinder Jesper Bendix på podiet sammen med Henrik Kimmer, der tog bronzen.

Mærkeligt nok var der fratrækker i stævnet med kun tre sejladser. Noget, der kostede Jørgen Lindhardtsen den samlede sejr, da han havde to point mindre end Jesper Bendix. Minbaad.dk har dog undladt en overskrift, der ellers kunne lyde: Lindhardtsen fik tyvstjålet sejr i Skælskør

Resultatlisten fra Dansk OK-jolleklub kan ses på: www.okjolle.dk 

content-loader
content-loader
content-loader