Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Nicolai Sehested har flere gange været til start i den populære Jorden rundt-sejlads, The Ocean Race. Foto: PR-foto

Kom ind i hovedet på Nicolai Sehested i ny podcast: Reflekterede fortællinger om ansvar og udvikling

- Sehested formår at balancere mange ting på en både velovervejet og reflekterende måde, understreger podcast-vært, Nicklas Degn. Hør om Sehesteds store ansvar på den danske SailGP-båd og hans tanker om sejlsporten som helhed.

Af Sara Sulkjær Hansen |

34-årige Nicolai Sehested er ikke blot en af Danmarks allerdygtigste sejlere. Skipperen står også i spidsen for det danske SailGP-team, hvor han som én af de yngste rorsmænd viser Dannebrog frem på øverste hylde.

En imponerende præstation og et stort ansvar, som sejleren i Radio 4-podcasten 'Sejlsporten satser alt' deler med lytterne:

- Det er interessant at komme med ind i hovedet på en sejler og atlet og høre, hvor meget man egentlig skal tage stilling til og bære på sine skuldre, fortæller Nicklas Degn, der som podcast-vært på Radio 4 står bag interviewet med Sehested:

- Man skal glæde sig til at lytte til Nicolai fortælle om det ansvar, han som sejler og som atlet føler over for sin sport - og endda også for planeten, når han snakker om klima, hvilket man allerede tidligt i interviewet kan høre ligger ham meget på sinde, uddyber journalisten overfor Minbaad.dk.

Velreflekteret og ansvarsbevidst

Der er ingen tvivl om, at det er en dygtig atlet, Nicklas Degn har fået i studiet - men Nicolai Sehested er, ifølge radioværten, langt mere end det:

- Jeg har interviewet Nicolai Sehested et par gange efterhånden, og han slår mig som en enormt velreflekteret person med en oprigtig interesse for sin sport, dens udbredelse og sine medmennesker. Det gør ham også altid interessant at interviewe, for selvom emnet i bund og grund er det samme, bliver man altid efterladt med et eller andet nyt fra gang til gang, forklarer værten i den 30 minutter lange podcast og påpeger:

- Mange atleter i alle mulige forskellige sportsgrene har fuld fokus på selve sportens udfoldelse og vil helst ikke afvige fra at snakke taktik, resultater og lignende, hvilket siger noget om det fokus, man skal have som professionel atlet, men Sehested formår at balancere mange ting på en både velovervejet og reflekterende måde.

Et nyt indblik i sejlsportens udvikling

For lytteren venter derfor et ganske særligt indblik i en verden, der er fremmed for de fleste, men som ikke mindst for sejlere med den samme kærlighed til sporten har stor relevans:

- Jeg synes, man skal lytte til podcasten, fordi den giver et nyt indblik i, hvordan sejlsporten kan udvikle sig i en ny retning, som er det, SailGP forsøger at gøre. Og som måske kan skubbe til en fornyet interesse for både sejlads og sejlsport i både Danmark og resten af verden, lyder håbet fra Nicklas Degn.

content-loader
content-loader
content-loader