Dansk olympisk sejlsport gennem tiden - Danmarks Museum for Lystsejlads i Svendborg skaber ny udstilling
De olympiske lege i 2024 holdes i Paris. Og sejlsport er den sportsgren, der gennem tiden har vundet flest medaljer hjem til Danmark. Paul Elvstrøm, Jesper Bank til Anne-Marie Rindom er blot nogle af dem, der har repræsenteret Danmark ved OL. Den 8. maj åbner udstillingen på Sydfyn.
Danmarks Museum for Lystsejlads markerer OL med en udstilling, der rummer såvel et tilbageblik på tidligere deltagelse og resultater, såvel som de helt aktuelle deltagere.
Fra Paul Elvstrøm til Anne-Marie Rindom og her imellem Jesper Bank, Poul Richardt Høj Jensen, Dorte O. - blot nogle af dem, der har repræsenteret Danmark ved de olympiske lege.
Bådtyper vil være repræsenteret i udstillingen
- Vi er stolte af at kunne præsentere en stor samling af de klassiske OL-designs under samme tag. Næsten samtlige bådtyper vil være repræsenteret i udstillingen: Firefly, O-jolle, Finn-jolle, Europa-jolle, Flying Dutchman, Soling, 49’er, Laser-jolle og flere andre, lyder det fra det sydfynske museum.
Resultaterne taler deres eget sprog. Guld, guld, guld.
Udstillingen åbnes af Svendborgs borgmester, Bo Hansen, med deltagelse af en række OL-sejlere, hvoraf flere fortæller om deres egne oplevelser.
- Alle er hjerteligt inviterede - vi håber at se mange; vi ser frem til en festlig dag, understreger museet.
I sensommeren gæster Anne-Marie Rindom museet og fortæller om sine oplevelser, udfordringer og resultater i sin sejlsportskarriere og om sin deltagelse i OL her i 2024.
Udstillingen i Svendborg
Udstillingen løber fra 8. maj - 21. oktober og er museets sidste store temaudstilling, inden museet flytter fra Frederiksøen til en ny lokation på Svendborg Havn.
Adresse: Danmarks Museum for Lystsejlads, Frederiksø 16F, 5700 Svendborg