Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Mange af de ting vi i dag tager for givet i sejlsport, er opfundet af Hellerup-sejleren Paul Elvstrøm, der nåede at blive 88 år. Her ses han i Finnjollen. foto: World Sailing
Kapsejlads
Paul Elvstrøm var en hædersmand på banen, der undgik protester. Dette citat hænger i på jollepladsen ved en sejlklub på Bahamas i Nassau. Foto: Troels Lykke

Paul Elvstrøm om konkurrenter: De sad kraftstejlme på dækket! Det var helt åndssvagt

Paul Elvstrøms barnebarn, journalist Katrine Elvstrøm Krause, skriver om sin morfar i et portræt udgivet i Dansk Sejlunions jubilæumsbog. - Da jeg vandt det første guld i London, der kunne jeg se, at de forskellige jollesejlere... Deres kondition og kræfter, den var dårlig, sagde slideren Elvstrøm.

 

Af Troels Lykke |

Paul Elvstrøm, verdens største sejlsportsmand gennem tiderne kunne sejle før han kunne cykle, skriver Katrine Elvstrøm Krause om sin morfar i et længere portræt på Dansk Sejlunions hjemmeside om Legenden, sejleren og mennesket.

Vi faldt over artiklen i dag og fandt især afsnittet om at holde sig i form for særligt interessant.

Den første guldmedalje

– I dag kan jeg se, at jeg havde talentet. Jeg havde allerede været det hele igennem. Dengang var der jo ikke Optimistjoller eller noget som helst, fortæller Elvstrøm.

Han havde dog aldrig haft mulighed for at sejle lige præcis Firefly’en, før han deltog ved OL for første gang i 1948, og selv om han var i besiddelse af en del kapsejladserfaring, blev debuten ved OL alligevel en overvældende oplevelse, som han måtte vænne sig til gradvist.


– Den første sejlads ved OL der udgik jeg, fortæller Elvstrøm og fortsætter:

– Finnen, ham fra Finland, var på styrbord, og jeg var på bagbord. Jeg kunne sagtens passere ham, og det gjorde jeg også. Han råbte og skreg. Han ville have, at jeg skulle gå af vejen for ham. Jeg kunne snildt gå foran ham. Det var så ubehageligt, så jeg udgik.

– Men sejlads efter sejlads blev jeg bedre og bedre. De sidste to sejladser vandt jeg. Og dermed vandt jeg guld, fortæller Elvstrøm og viser alle sine tænder i et af de karakteristiske brede smil.

Den første OL-guldmedalje gav den unge talentfulde sejler blod på tanden efter at konkurrere på højeste niveau.

– Da jeg vandt det første guld i London, der kunne jeg se, at de forskellige jollesejlere... Deres kondition og kræfter, den var dårlig. De hængte jo dårligt nok, de sad kraftstejlme på dækket! Det var helt åndssvagt, fortæller Elvstrøm, mens han smiler og ryster let på hovedet.

– Og så sagde jeg til mig selv ”Hvis du går hjem og træner og er bomstærk, så vinder du hundrede procent sikkert.” Så i 48 da lærte jeg, hvad der skulle til for at være en sikker vinder, og så gik jeg hjem og trænede alt, hvad jeg kunne, fortæller Elvstrøm.

-Jeg var en slider

Det var en dedikeret ung sejler, der vendte hjem fra London, men livet går ikke i stå, blot fordi man har et OL at træne op til. På uforklarlig vis formåede Elvstrøm at jonglere to uddannelser samt træning.

– Jeg var en slider. Jeg har aldrig læst en bog - kun lærebøger - for at kunne forstå. Vi startede 21 i klassen (på ejendomsmæglerkurset, red.) og så blev det 20, og jeg var sidst hver gang, men jeg holdt ved, og til sidst var vi 12, der fik vores eksamen. Jeg vidste, at jeg ville være noget, og tjene nogle penge, så jeg kunne købe det her hus, fortæller Elvstrøm.

Et sådant skema efterlod dog ikke tid til ret megen fornøjelse ud over sejladsen.

– Jeg gik jo både på bygmesterskole og ejendomsmæglerkursus, og jeg kan huske meget tydeligt, da jeg engang kom hjem fra byen og passerede en pølsevogn, hvor folk stod og spiste, så tænkte jeg ”tænk den dag du har tid til at stå ved en pølsevogn...” Jeg havde aldrig tid til noget som helst, fortæller Elvstrøm konstaterende, men helt uden spor af fortrydelse i stemmen.

– Jeg skulle hjem og træne, så jeg løb ud til fortet (Charlottenlund Fort, red.). Der er både græsplæne og træer. Dengang kunne man nå en lang gren, og lave fysisk træning. Og ved et andet træ, der lå jeg på ryggen og løftede benene op og ned og fra side til side og gjorde gymnastik allround. Men hvis jeg joggede ud af Strandvejen, det var folk slet ikke vandt til. ”Kan du ikke løbe stærkere!?” De kom med sådan nogle dumme bemærkninger. Der var ingen, der motionerede på gaderne eller i skoven... Ingen. Det maksimale, folk gjorde, det var at gå en tur, siger Elvstrøm med en lille smule ringeagt i stemmen.

Kilde. Dansk Sejlunion 

Se også tv-indslag med Paul Elvstrøm på dr.dk

Paul Elvstrøm, født 25. februar 1925, død 7. december 2016

Klubtilhørsforhold: Æresmedlem af Hellerup Sejlklub, æresmedlem af KDY.

Både, joller og kølbåde: Firefly, Finn- jolle, 505, Snipe, Flying Dutchman, 5,5 meter, Star, Soling, Halvtonner, Tornado, 12-meter, trimeran.

Kapsejlads: Har deltaget i 8 olympiske lege fra 1948 til 1988 og har som én ud af tre andre vundet fire guldmedaljer i træk. Yderligere har han vundet VM 13 gange i 8 forskellige bådtyper

Elvstrøm var også opfinder

Han udnyttede sin unikke evne til at analysere sejlsport til at fremstille materiel, der kunne optimere sejladsen. Foruden at designe og konstruere sejl, opfandt han en bailer (selvlænser)

Han opfandt også en winchblok til udveksling af tovværk, så man fx kan holde et stort sejl med armkræfter.

Elvstrøm konstruerede også nye bådtyper, herunder en trapezjolle, en kvart-tons-båd og en halv-tons-båd. En ny og mere smidig redningsvest blev også udviklet af Elvstrøm, skriver Danmarkshistorien.dk

Medaljeoversigt

Olympiske resultater:
1948 Firefly (Guld)
1952 Finnjolle (Guld)
1956 Finnjolle (Guld)
1960 Finnjolle (Guld)
1968 Starbåd (Nr. 4)
1972 Soling (Udgået)
1984 Tornado (Nr. 4)
1988 Tornado

Verdensmesterskabs-titler:
1957 505 jolle
1958 505 jolle
1958 Finnjolle
1959 Finnjolle
1959 Snipe
1962 Flying Dutchman
1966 5.5-meter
1966 Starbåd
1967 Starbåd
1969 Soling
1971 Halvtonner
1974 Soling
1981 Halvtonner

content-loader
content-loader
content-loader