11 høje havvindmøller på 256 meter til Lillebælt i 2029
Sejlere skal nu se sig for mere for om fem år. Lillebælt Syd projektet omfatter nemlig opstilling af 11 havvindmøller på monopæle, og dækker et område på 22,7 kvadratkilometer, som skal placeres i Lillebælt mellem Als og Helnæs. Området er beliggende 3 kilometer ud for Als.
Energistyrelsen udsteder etableringstilladelse til Lillebælt Syd Vindmøllepark. Parken forventes at starte driften i 2029, hvorefter den vil kunne levere grøn strøm svarende til elforbruget i omkring 150.000 husstande.
Energistyrelsen har meddelt selskabet Lillebælt Vind A/S tilladelse til at etablere Lillebælt Syd Vindmøllepark med de tilhørende interne ledningsanlæg og ilandføringskabler.
Projektet omfatter opstilling af 11 havvindmøller, som placeres i Lillebælt mellem Als og Helnæs på Fyn - ca. 3 kilometer ud for Als. De enkelte møller vil have en højde på 256 meter, og projektet vil have en samlet kapacitet på 165 MW, lyder det fra Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Krav af hensyn til flagermus og marsvin
I etableringstilladelsen stilles en række vilkår af hensyn til det marine miljø. Der stilles bl.a. vilkår til håndtering af flagermus og marsvin, som begge påvirkes af havvindmøller.
Der stilles krav om, at vindmøllerne skal stoppe eller rotere langsomt efter solnedgang, når det blæser under 6 m/s, i perioden 1. april til 31. oktober. Kravet om såkaldt ”cut-in-speed” er sat for at tage de nødvendige hensyn til flagermus.
Da projektområdet vurderes at have betydning for populationen af marsvin i Bælthavet, er der samtidig sat et krav om, at nedramningen af monopæle alene sker i perioden fra august til oktober, hvor der er lavest forekomst af marsvin i området, for at minimere risikoen for at forstyrre marsvin.
Energistyrelsen stiller derudover vilkår om, at Bygherren igangsætter et overvågningsprogram for at tilvejebringe en større og generel viden om havvindmøllers påvirkning af miljøet i vandet.
Fakta om projektet
- Lillebælt Syd projektet omfatter opstilling af 11 havvindmøller på monopæle, og dækker et område på 22,7 kvadratkilometer, som skal placeres i Lillebælt mellem Als og Helnæs. Området er beliggende 3 kilometer ud for Als. Projektet tilsluttes ved Lavensby Strand transformerstation.
- De enkelte møller vil have en højde på 256 meter, og projektet vil have en samlet kapacitet på 165 MW.
- Bygherre er Lillebælt Vind A/S med European Energy A/S og SONFOR Holding A/S som moderselskaber.
- Lillebælt Syd projektet blev ansøgt gennem Åben Dør-ordningen i august 2016.
Ansøgte havvindmølleparker
I dag er der i Danmark etableret havvindmølleparker med en samlet kapacitet på 2644,1 MW, som i 2050 skal blive til 35 GW bare i Nordsøen, og der skal udbydes 9 GW frem imod 2030.
Herunder ses de besluttede havvindmølleparker som ikke er opstillet endnu. Parkerne er enten besluttet i en politisk aftale, eller har fået forundersøgelsestilladelse igennem den nu lukkede ÅbenDør-ordning.
Jammerland Bugt
Lillebælt Syd
Frederikshavn Havvindmøllepark
Aflandshage
Nordre Flint
Thor havvindmøllepark
Hesselø Havvindmøllepark
Ærø Forsøgsmølle
Energiø Bornholm
Krigers Flak II
Kattegat 2
Nordsøen I