Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
’Søstjernerne’ skydes i gang  på Maritime Dage, hvor sløret løftes for et inspirerende online univers med opgaver, quizzer, skattejagter og meget mere. Foto: Joachim Baltzer

Halv mio. kroner i donation til Danske Tursejlere baner vejen for ny maritim børneklub

Når Maritime Dage om kort tid løber af stablen i Messe C i Fredericia, er der godt nyt fra Danske Tursejleres stand. En stor donation fra Orient’s Fond har nemlig banet vejen for en ny børneklub for de yngste sejlere, som har præmiere på messen. Mød også sejler-forfattere på standen.

Af Troels Lykke |

Når Maritime Dage – som før gik under navnet Boat Show – skydes i gang d. 21. februar, bliver det som bekendt i en lidt anden version end hidtil. Men selvom messen har ændret rammerne, byder Danske Tursejlere traditionen tro på et flot program med både sjove aktiviteter på standen og lærerige indslag på scenerne.

En af årets store nyheder på den ofte meget velbesøgte stand, er lanceringen af den nye, maritime klub for sejlerbørn, som har fået navnet ’Søstjernerne’. ’Søstjernerne’ er en leg- og læringsressource til sejlerfamilier, der ønsker at gøre sejlturene ekstra underholdende for familiens yngste, samtidig med at der skabes tryghed og læres nye færdigheder gennem sjove læringslege.

’Søstjernerne’ skydes i gang  på Maritime Dage, hvor sløret løftes for et inspirerende online univers med opgaver, quizzer, skattejagter og meget mere.

Klubben vil også til sommer afholde Søstjerne-togter og klubaktiviteter, som de besøgende på standen kan høre meget mere om. Man kan selvfølgelig melde sig ind i Søstjernerne på messen, hvor det vil være gratis og man får en velkomstpakke med hjem.

En halv mio. kroner i donation fra fond

’Søstjernerne’ er sat i verden for at pirre sejlerglæden hos børn, og give dem viden om- og interesse for både den blå natur og sejlerlivet. Projektet er blevet en realitet takket være en gavmild donation på 500.000 kroner fra Orient’s Fond, og vil løbende blive udviklet over de næste år. Derfor har Danske Tursejleres bestyrelse også valgt at øremærke 500.000,- til projektet fra foreningens egen lomme, hvilket glæder sekretariatschef Sune Abelgren Olsen:

”I Danske Tursejlere ønsker vi at bidrage til at få flere danskere på vandet. Det gør vi ved at inspirere og pirre nysgerrigheden, og med denne nye børneklub får vi et virkelig godt redskab til at give de mindste endnu mere lyst til at opsøge de fantastiske oplevelser, som bare venter på vandet, i klubhuset og på havnen,” forklarer Sune Abelgren Olsen.

Et hav af aktiviteter

Udover den nye børneklub byder danske tursejleres stand på Maritime Dage på masser af spændende aktiviteter. Gennem de seneste år har foreningen etableret et spændende samarbejde med den populære forfatter og eventyrsejler, Thomas Veber.

Thomas vil løbende være til stede på Danske Tursejleres stand, hvor han er klar med masser af fortællinger og inspiration til nye sejlereventyr. Det samme gør forfatter, foredragsholder og ”bo-ombord-entusiast” Malene Wilken, samt den modige nysejler med ben i næsen, Sidse Birk Johansen, som er aktuel med bogen ”For meget og for vildt”.

Besøgende på standen kan desuden deltage i forskellige konkurrencer og møde flere af årets sommertogt-turledere, der fortæller om de forskellige sommertogter, som er planlagt for Danske Tursejleres medlemmer i år.

Mini-foredrag på store scene

Danske Tursejlere er også at finde på den store scene flere gange med forskellige mini-foredrag. Begge weekender får de besøgende således inspiration til at prøve kræfter med skærgårdssejlads og at sejle med børn ombord. Thomas Veber kommer også på scenen med hans spændende fortælling om ankerlivet.

Maritime Dage afholdes d. 21. – 23. februar samt d. 28. februar – 2. marts 2025 i Messe C i Fredericia.  www.maritimedage.dk

content-loader
content-loader
content-loader