Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
JPK 1050 er designet af Jacques Valer og kommer fra den franske bådbygger Jean-Pierre Kelbert, hvorfra akronymet JPK stammer.

Ny JPK 1050 er en temperamtfuld dame til offshore med scow-design

Franske JPK har domineret nogle af verdens mest udfordrende offshore-sejladser i de seneste sæsoner. Derfor vækker det astor interesse, når JPK lancerer en ny model. Stævnen og skroget er inspireret af oceanracernes scow-design med afrundet bos og fladt skrog.

Af Troels Lykke |

De få JPK-både, der findes i Danmark, en JPK 10.80  i Kerteminde og en JPK 10.30 i Vejle, er blandt de hurtigste i deres størrelser i landet, viser det sig, når der er fx Danmark Rundt eller Silverrudder.

Nu kommer der en ny JPK 1050, der er 10,45 lang x 3,54 meter bred.

Det er sandsynligvis også en hurtig sag, der vil sætte sit præg på IRC offshore-kapsejlads. Stævnen og skroget er inspireret af oceanracernes "scow"-design med afrundet bos og fladt skrog, en let flair i stævnen, dobbelt ror og en markant bulbkøl med en dybgang på 2,22 meter.

Interessant til solo- og doublehanded-kapsejladser

JPK 1050 er designet af Jacques Valer og kommer fra den franske bådbygger Jean-Pierre Kelbert, hvorfra akronymet JPK stammer. Oprindeligt var planen at bygge båden i en længde omkring 10,80-10,85 meter, med et skrog, der lænede sig tæt op ad JPK 1030.

For at holde sig inden for et IRC-rating-interval, der giver adgang til interessante solo- og doublehanded-kapsejladser, blev bådens dimensioner justeret, hvilket resulterede i en mere radikal og kompromisløs udgave.

Allerede i 2018 tegnede Valer JPK 1030 som en scow-version, men blødte designet op for at bevare en vis alsidighed. Nu har de seneste sejladser, bl.a. MN35’s samlede sejr i Loro Piana Giraglia, vist, at konceptet fungerer.

Hurtig på kryds og planer på læns

Målet med JPK 1050 er at skabe en kraftfuld båd med fyldige stævnsektioner  i scow-stil og et usædvanligt forhold mellem sejlareal og deplacement for en IRC-båd.

Med 72 kvadratmeter  krydsstel og 125 kvadratmeter asymmetrisk spiler til en totalvægt på kun 3,5 tons, er båden bygget til planende sejlads.

Samtidig bevarer den solid krydsperformance takket være sin store kraft og evnen til at bære et stort sejlareal, selv i frisk vind, lyder det fra værftet, der endnu ikke har offenliggjort en pris på raceren.

Jean-Pierre Kelbert fortæller:

- Efter mere end 10 måneders arbejde på tegnebrættet vil den første prototype af JPK 1050 blive søsat i vandet i slutningen af 2024, og de første serieproducerede både vil være klar i foråret 2025.

JPK 1050

Længde:** 10,45 m  
Bredde:** 3,54 m  
Deplacement:** 3.500 kg  
Dybgang:** 2,22 m  
Sejlareal:** 72 m2  
Asymmetrisk spiler:** 125 m2  

Mere information: www.jpk.fr

content-loader
content-loader
content-loader