Gamle både del 2: Sådan tjekker du mast, rig og sejl

I første del af serien så vi på bådens elsystem – et system, der ofte har fået lov til at udvikle sig gennem årtier, efterhånden som forskellige ejere har tilføjet, ændret og repareret.

Denne serie er tænkt lidt som en grønspættebog for bådejere. Ikke som en lærebog i bådebygning, el eller mekanik, men som et sted, hvor både nye og erfarne sejlere kan få et overordnet indblik i nogle af bådens vitale systemer – og ikke mindst lære at skelne mellem det, der bør give anledning til bekymring, og det, der bare er en del af livet med en ældre båd.

I denne artikel bevæger vi os op over dækket og kigger på mast, rig og sejl.

Her giver det mening at dele tingene op i to kategorier: Need to have og Nice to have. Eller på godt gammeldags dansk: sikkerhed og præstation.

Men præstation betyder ikke nødvendigvis det samme for en kapsejler og en tursejler. For kapsejleren handler det om fart og trim. For tursejleren handler det mindst lige så meget om, at båden er nem og behagelig at håndtere.

Mast og rig er grundlæggende et enkelt system

For en ny sejler kan en mast med alle dens wirer, beslag, tov og sejl godt se ud som et temmelig kompliceret system. Men grundlæggende er det ganske enkelt.

Masten er den centrale konstruktion.

Den stående rig består af stag og vanter, som holder masten på plads, så den ikke falder ned. På en kapsejladsbåd bruges den stående rig samtidig aktivt til at trimme masten efter blandt andet vindstyrke, bølger og sejlføring.

Masten kan enten stå på dækket, hvor den understøttes af en mastestøtte, eller være gennemgående og føres helt ned i båden, hvor kræfterne føres videre ned mod eksempelvis kølbolte eller en bundstok.

Vanterne er fastgjort til båden gennem røstjern. Det er beslag, som overfører kræfterne fra riggen til skroget. Afhængigt af bådens konstruktion kan røstjernene være fastgjort mekanisk, støbt ind i glasfiberen eller være en kombination af de to.

På nogle både sidder røstjernene alene i skroget. På andre er kræfterne ført helt ned til kølboltene. Og på nogle både er der en kombination, hvor eksempelvis topvanterne er fastgjort i skroget, mens undervanterne blot er fastgjort i dækket.

Den løbende rig er de dele, vi bruger til at håndtere og justere sejlene: fald, skøder og forskellige hal. På nogle både finder man også running backstays eller justerbare bakstag.

De kan diskuteres rent terminologisk, fordi de samtidig er en del af mastens afstivning. Men da de justeres med tovværk under sejlads, tager vi dem med under den løbende rig i denne artikel.

Og så er der naturligvis sejlene.

Need to have: Det skal ganske enkelt holde

Lad os begynde med det vigtigste: Det, der holder masten oppe.

Når jeg kommer rundt i de øresundske lystbådehavne og udfører mast- og rig­tjek eller andre riggeropgaver, er der en række ting, jeg altid har øje på.

En af de simple ting er splitter og ringe. De skal være på plads i alle de samlinger, hvor de har en funktion. Jeg anbefaler at tape dem fast om foråret med almindelig elektrikertape, så man ikke behøver gå og være nervøs for, om de arbejder sig ud.

Det samme gælder den åbne vantskrue, hvor der også skal være en split i selve gevindstangen. Den kan med fordel tapes på samme måde.

Tapen holder naturligvis ikke riggen sammen. Den holder splitten på plads, så den ikke langsomt arbejder sig ud eller falder helt af.

Så kigger jeg på selve wiren og især på de steder, hvor den er presset ind i fittings. Her kan begyndende skader være svære at se, men små løse tråde – det, vi ofte kalder ”lus” – er et klart tegn på, at der skal kigges nærmere.

Allerede fra dækhøjde kan man ofte se overraskende meget, hvis man ved, hvad man leder efter.

Forstaget fortjener ekstra opmærksomhed

Forstaget er naturligvis vigtigt, og rulleforstag fortjener ofte lidt ekstra opmærksomhed, fordi de typisk består af flere elementer.

Der kan være flere samlinger, splitter og låseanordninger undervejs, og det er ikke nødvendigvis nok bare at kigge på den del af wiren, man kan se.

Hækstaget er også afgørende, særligt på masthead-rigge. Hvis det slipper, mister masten sin afstivning bagud, og masten kan ganske enkelt vælte forover.

Det er ikke performance.

Det er Need to have.

Kig også efter problemer under dækket

Røstjernene er et andet sted, hvor man ofte kan få et første indtryk uden at skille båden ad.

På de fleste både kan man lave en hurtig visuel inspektion. Røstjernene er enten synlige, eller også sidder de inde i et skab eller bag en beklædning.

Man kan naturligvis ikke se, hvad der foregår inde i glasfiberen.

Men synlige flænger, rust der løber ud, ir på skruer, bøjede beslag eller andre tegn på belastning bør få alarmklokkerne til at ringe.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der er en alvorlig fejl. Men det betyder, at det er værd at undersøge nærmere.

Og det er egentlig et godt princip for hele denne artikelserie:

Et tegn på et problem er ikke nødvendigvis det samme som et problem. Men det er en god grund til at kigge nærmere.

Fra mastetoppen kan man opdage meget

At klatre i masten er naturligvis ikke en normal del af hverdagen for de fleste fritidssejlere. Det er noget, jeg gør professionelt, når jeg udfører mast- og rigarbejde.

Når jeg selv skal op, bruger jeg to separate klatretov frem for bådens egne fald. Det er først og fremmest en personlig sikkerhedsprioritering, men det giver samtidig en praktisk mulighed for at inspicere faldene.

Jeg lægger dem blandt andet i blød i ferskvand og bliver stadig overrasket over, hvor meget salt og snavs der kan gemme sig i en faldline, der har siddet i masten i fem eller ti år.

Og netop fald er et godt eksempel på, at grænsen mellem sikkerhed og performance ikke altid er helt skarp.

Hvis et fokkefald springer på kryds gennem en smal passage, kan man pludselig stå i en situation, hvor man ikke længere kan holde den nødvendige højde for at komme fri af et skær.

Og hvis et storfald knækker, kan bommen komme ned med stor kraft og i værste fald ramme et besætningsmedlem.

Omvendt er betydningen naturligvis en anden, hvis det samme fald svigter under en aftenmatch i høj sol, let vind og under kontrollerede forhold.

Det handler altså ikke kun om, om noget kan gå i stykker.

Det handler også om, hvornår det går i stykker, og hvad konsekvensen er.

Nice to have: Performance er også komfort

Når vi har sikkerheden på plads, kommer vi til den del, der ofte bliver glemt i snakken om ældre både.

Performance.

For kapsejleren er det naturligvis et spørgsmål om fart. Mastens trim, spændingen i vanterne, mastens krumning, sejlenes form og mulighederne for at justere riggen efter vind og bølger kan have stor betydning.

Men performance handler ikke kun om at komme hurtigst fra A til B.

For tursejleren handler performance måske snarere om komfort og betjening.

En båd, hvor man kan rulle genuaen ind uden at få et astmaanfald – eller i værste fald et raserianfald.

Et storfald, der faktisk kan hejses.

Et skøde, der løber frit.

Et system, hvor man ikke behøver være tre mennesker for at få sejlet ned, når man nærmer sig en havn.

Det er også performance.

Friktion er ofte den skjulte synder

En af de ting, jeg møder igen og igen hos mine kunder, er frustration.

Og meget af den frustration kan koges ned til ét ord:

Friktion.

En genua, der er svær – ja, næsten umulig – at rulle ind.

Et fald eller et skøde, der er så hårdt at arbejde med, at man i praksis helt undgår at bruge det pågældende sejl.

Rullegenuaen er notorisk kendt for netop dette.

Mange af mine kunder håber, at der findes en magisk ”friktionsskrue”, som jeg kan komme og dreje lidt på, hvorefter det hele kører glat igen.

Det gør der ikke.

Faktisk er det næsten det modsatte.

Et rullesystem består af en lang række komponenter, som alle kan være med til at skabe friktion.

Først og fremmest selve rullen. Nogle systemer har kuglelejer, som kan serviceres og i nogle tilfælde skiftes. Andre har lukkede lejesystemer, som man ikke kommer til, og på de helt små både kan systemet være meget simpelt og helt uden egentlige lejer.

Så kommer indhalingslinen.

Det er ikke ualmindeligt at finde den originale hvide line med sorte prikker fra Seldén/Furlex, som har siddet der lige så længe som forstaget. Den kan være stiv, træt, hård og solbleget – og ofte er den alt for lang.

Herefter går linen gennem en række blokke langs søgelænderet.

De kan være uden kuglelejer, slidte, sprækkede eller simpelthen så gamle, at de næsten ikke drejer længere.

Og så kommer vinklerne.

Fra rullen til den første blok, videre langs søgelænderet og ned mod den aflaster eller det frølår, der holder linen. Hvis vinklerne ikke er gode, begynder linen at file mod kanter og beslag.

Endelig kommer skødet, som man skal trække imod, når sejlet skal ind.

Hvis det også er gammelt, stift og slidt og samtidig kører dårligt gennem skødevogne og blokke eller hænger fast i vantskruer, spilerstager, bådshager og alt det andet, der befinder sig på dækket, bliver indhalingen hurtigt en ulige kamp mod elementerne.

Det er irriterende.

Det er frustrerende.

Og i nogle situationer kan det også blive problematisk eller decideret farligt.

Hvis man skal bjerge sejl tæt på en mole, er det ikke særligt betryggende at stå med en genua, der nægter at rulle ind.

Et trægt storfald kan have mange årsager

Storfaldet er et andet godt eksempel.

På mange ældre både oplever jeg, at det kører meget trægt.

Faldet begynder sin rejse ved faldbarmen og skal typisk gennem et skivgat – altså et lille hjul – i mastetoppen.

Efter mange år kan det hjul være næsten groet fast og ikke længere dreje ordentligt.

Derefter løber faldet ned gennem selve masten, hvor det kan ligge og sno sig sammen med andre fald eller måske en ledning til lanterne eller antenner.

Ved mastens fod skal det gennem endnu et skivgat eller en blok.

Derefter går det videre til en fodblok, der fordeler faldene og styrer vinklen ned mod cockpittet.

Her ser jeg igen og igen problemer med vinklen. Hvis faldet kommer ind i blokken fra en uhensigtsmæssig vinkel, kan der opstå betydelig friktion og slid.

Så går turen gennem en spilaflaster, som ofte er næsten lige så gammel som båden.

Og til sidst når vi frem til spillet, som ikke sjældent har fået lov til at passe sig selv i en del år. En rensning og smøring med frisk fedt er en af de ting, som godt kunne høre til på listen over årlige opgaver.

Ellers bliver storsejlet svært at få op.

Og tilsvarende svært at få ned igen.

Det er her, det giver mening at tænke på hele systemet i stedet for at lede efter én enkelt fejl.

Der behøver ikke være noget galt med selve storsejlet.

Der kan være otte små steder med modstand, som tilsammen gør det til et elendigt system.

Gammelt udstyr er ikke nødvendigvis dårligt udstyr

Det er måske den vigtigste pointe, når man køber en ældre båd.

En mast fra 1985 er ikke automatisk et problem.

Et rullesystem fra 1992 er ikke automatisk defekt.

Og et gammelt fald betyder ikke nødvendigvis, at båden er usikker.

Men alder, slid og vedligeholdelse hænger sammen.

Det interessante er derfor ikke bare, hvor gammelt udstyret er, men hvordan det har det.

Er wiren sund?

Er fittings intakte?

Er røstjernene uden tegn på problemer?

Er splitter og låseringe på plads?

Kan fald og skøder bevæge sig frit?

Kan sejlet håndteres uden kamp?

Og vigtigst: Er der forskel på det, der blot kunne være bedre, og det, der faktisk bør gøres noget ved?

Det er forskellen på Need to have og Nice to have.

Og det er måske også den bedste måde at se på en ældre båd generelt.

Man behøver ikke gøre den ny.

Man skal bare vide, hvad man har.

Næste gang: Skrog, dæk og køl

I næste del af serien bevæger vi os videre til en af de ting, som mange bådejere bruger rigtig meget tid på at bekymre sig om: skrog, dæk og køl.

Her skal vi se på, hvad der er almindeligt på en ældre glasfiberbåd – og hvad der faktisk bør få alarmklokkerne til at ringe.

Anders Steen

www.Båd.nu