Silverrudder-boss siger farvel til sin Drabant 30 efter 28 år
70-årige Steen Lundager fra Thurø står i spidsen for Silverrudder, verdens største solosejlads, hvor 400 sejlere hvert år samles i Svendborg for at sejle rundt om Fyn. Selv har den pensionerede fabrikschef sejlet det meste af Danmark tyndt i sin Drabant 30 fra 1983. Efter 28 år er båden nu sat til salg.
Vi møder Steen Lundager på Thurø på en sensommerdag i år og går om bord i den Drabant 30, som har været en del af hans og hustruen Birgit Jørgensens liv i næsten tre årtier.
Båden ligger ved en bro tæt på Walsteds Baadeværft i Lodsejerlauget Sauskjær, og herfra går turen gennem Svendborgsund mod Svendborg.
Motoren, en Yanmar på 21 hk fra 2020, går roligt, og med strømmen med os glider vi af sted med omkring seks knob.
Man mærker hurtigt, at Steen Lundager kender hver en detalje om bord.
28 år med samme båd
Drabant 30'eren er fra 1983, og Steen Lundager har ejet den i 28 år.
Sammen med Birgit Jørgensen har han blandt andet sejlet gennem Göta Kanal, været rundt om Fyn og Sjælland og besøgt Skagen, Læsø, Limfjorden og Nordsøen.
Der har også været herreture til Kappeln i Tyskland og masser af kapsejlads gennem årene.
- Vi har haft fantastiske ture, men nu må den videre. Nu er der børn og børnebørn, vi også skal tage os af, siger Steen Lundager.
Båden er sat til salg for 180.000 kroner.
Teakdækket blev lagt for omkring 12 år siden, mens motoren er en Yanmar på 21 hk fra 2020. Båden har gennem årene fået den vedligeholdelse, som følger med et langt ejerskab, og hver vinter kommer den på land og står i hal.
- I hårdt vejr sejler den fantastisk
Steen Lundager lægger ikke skjul på, at han stadig holder meget af båden.
- Jeg er glad for båden. Den er godt indrettet, har ståhøjde og et dybt cockpit, og den sejler godt og er solidt lavet. I let luft sejler den fornuftigt, og i hårdt vejr sejler den fantastisk, siger han.
Det dybe cockpit mærker vi selv på turen gennem Svendborgsund. Man sidder godt beskyttet, og båden virker velholdt. Det er tydeligt, at her er tale om en ejer, der gennem mange år har passet på sit skib.
Steen Lundager lægger senere sikkert til kaj i Svendborg. Han kender sin Drabant 30.
Derefter fortsætter snakken over et måltid på Hotel Ærø.
Chef for 110 frivillige
I sejlerkredse er Steen Lundager i dag især kendt som manden i spidsen for Silverrudder Challenge of the Sea. Han har stået i spidsen fra sejladsen siden 2022, hvor den tidligere stævnleder, Ole Ingemann, pludselig gik bort.
Solosejladsen arrangeres af Svendborg Amatør Sejlklub og går hele vejen rundt om Fyn med start og mål i Svendborg.
Silverrudder er vokset til verdens største solosejlads, og omkring 450 sejlere var igen tilmeldt i år.
Bag kulisserne står omkring 110 frivillige, og det kræver en organisation, hvor opgaverne er fordelt.
- Det er vigtigt at uddele ansvar. Vi har derfor teamledere for blandt andet forplejning, havnen, Meeting Point og sejladsen. Nu er det en stor sejlads, siger 70-årige Steen Lundager.
Han bruger mange uger om året på arrangementet.
Silverrudder giver penge tilbage til klubben
Silverrudder er ikke alene blevet et stort internationalt sejladsarrangement for Svendborg. Sejladsen giver også overskud til Svendborg Amatør Sejlklub.
Pengene er blandt andet blevet brugt til at genstarte klubbens ungdomsafdeling.
Her er der investeret i en brugt 470'er, jolleskuret er blevet renoveret, og klubben har fået en RIB som følgebåd til ungdomssejlerne.
Dermed er de mange timers frivillige arbejde omkring Silverrudder også med til at skabe nye aktiviteter og bedre rammer for kommende generationer af sejlere i klubben.
Et stort ansvar, når noget går galt
Årets Silverrudder blev en krævende udgave med flere alvorlige hændelser.
En sejler endte i vandet. En anden båd blev ramt så voldsomt, at masten knækkede, og kort efter sejladsen fik en deltager hjertestop. Han overlevede.
Det understreger, hvor stort et ansvar der følger med et arrangement med flere hundrede solosejlere rundt om Fyn.
- Det er et stort ansvar og et stort arrangement. Jeg bruger mange uger om året på sejladsen, siger Steen Lundager.
Trods dramatikken er han glad for, at årets arrangement kom godt igennem.
Ledelse, it og logistik ligger i blodet
Opgaven som chef for Silverrudder passer på mange måder godt til Steen Lundagers professionelle baggrund.
Han har gennem et langt arbejdsliv beskæftiget sig med ledelse, it og logistik og arbejdede blandt andet i 22 år på Kellogs fabrik i Svendborg.
Den erfaring tager han med ind i arbejdet med de 110 frivillige.
Her handler ledelse ikke om selv at styre alle detaljer, men om at finde mennesker, give dem ansvar og lade dem løse opgaven.
Det er også en del af forklaringen på, at han er populær blandt de frivillige. Han lytter, giver plads og blander sig ikke unødigt.
Og så har den underspillede thuriner en god portion tør humor.
Har selv prøvet Silverrudder to gange
Steen Lundager kender ikke kun Silverrudder fra land.
I både 2015 og 2016 sejlede han selv solosejladsen rundt om Fyn i sin Drabant 30.
Dermed ved han også fra cockpittet, hvad deltagerne oplever, når de forlader Svendborg og skal klare turen alene rundt om øen.
Nu er den lange tid med Drabant 30'eren ved at være slut. Nu skal den videre.










