Leo og Sissel sælger Beneteau 50 efter tre års eventyr
Efter tre år non-stop sejlads er tiden kommet til at give slip på drømmen – og lade andre føre båden Lulu Tao videre. - Vi er klar til overdragelse fra 1. september i Fiji, fortæller Sissel Therkildsen og Leonora Vallentin, der først skal sejle fra Fransk Polynesien til Tonga og fra Tonga til Fiji.
Sissel Therkildsen og Leonora Vallentin, skriver i et facebook-opslag:
Vi sætter Lulu Tao til salg
Hold op, det føles mærkeligt at dele med verden. Ligesom dengang vi besluttede at sejle jorden rundt og råbte det ud – det at sige en stor beslutning højt gør den bare så meget mere virkelig.
I fem år har “Drømme i sigte” været et altopslugende projekt. Vi har viet vores liv 24/7 til denne båd og dette liv – og til gengæld har det givet os oplevelser, vi tager med os resten af livet.
Vi har sejlet non-stop i tre år, transporteret os gennem vindstille, god vind og storme – hele vejen til den anden side af vores planet. Vi har delt vores hjem med så mange mennesker, at vi har mistet overblikket – som hver især er blevet en del af vores liv, vores eventyr og vores hjem; Lulu Tao.
Vi har elsket, grinet og også grædt mange tårer i den tid. Vi har mistet familiemedlemmer, vi er gået glip af bryllupper og fødsler, vi er faldet ind og ud af kærlighed, og vi har savnet vores venner og familier så meget, at det nogle gange har gjort ondt.
De store oplevelser
Men for pokker, hvor har det været nogle smukke år. Vi har sejlet mere end 20.000 sømil på bare tre år.
Vi har skabt venskaber med mennesker fra hele verden. Både med alle jer, som vi har delt vores flydende hjem med, men også med jer fra det sejlerfællesskab, vi har mødt undervejs og delt ankerpladser, bål og solnedgange med.
Vi har dykket os gennem havet blandt hundredvis af hajer og millioner af fisk. Vi har mærket, hvor små og ubetydelige vi mennesker er på denne planet – både når vi krydsede verdens to største oceaner og når vi svømmede side om side med havets blide kæmper; pukkelhvaler.
Et svært, men nødvendigt valg
Vi har uendeligt meget at være taknemmelige for, og vi har stået over for en stor beslutning, som hverken har været enkel eller let. Der er dage, hvor det føles mere rigtigt end andre. Men det føles som om, tiden er inde.
Tid til et hjem, der måske ikke kræver ankeralarmer, konstant vejrtjek eller føles som logistiske maratonløb. Måske ikke for altid – men i hvert fald for en periode.
I sidste ende er det et enormt privilegium at være klar til at give slip på et liv, vi engang kun turde drømme om.
Vores drøm er at give båden videre til nogen, der vil fortsætte med Lulu Tao og lade hende gøre det, hun er bedst til: at sejle på de store oceaner.
Vi er klar til overdragelse fra 1. september i Fiji. Det ændrer ikke vores nuværende rejseplan, men det betyder, at de to ture, vi har delt – fra Fransk Polynesien til Tonga og fra Tonga til Fiji – bliver de sidste, vi laver.
Historien stopper ikke her
Det betyder ikke, at “Drømme i sigte” som projekt slutter.
Midt i produktionen af ikke bare én, men to store filmprojekter fortsætter vi med at være her og dele historier fra vores liv til søs – også efter vi ikke længere bor på båden.
Måske får vi endelig tid til at gennemgå de bunker af harddiske med materiale fra vores jordomsejling, som vi endnu ikke har delt.
Det er lige så skræmmende, som det er spændende at begynde et nyt kapitel i vores liv, og der er helt klart dage, hvor beslutningen føles bedre end andre.
Vi vil dele mere undervejs om hvordan, hvorfor og hvad planen er.
Indtil da – hvis nogen leder efter en båd til at sejle jorden rundt i, så skriv endelig til os: drommeisigte@gmail.com
Sissel Therkildsen og Leonora Vallentin








