Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Tom Slingsby klar for sit hjemland, når der sejles America's Cup i Napoli i 2027. PR-foto
Kapsejlads
Fra venstre ses Grant Simmer, adm. direktør, kvindelig sejler Tash Bryant og teknisk chef, Glenn Ashby, der alle får centrale roller i Australiens nye America’s Cup-satsning frem mod 2027 i Napoli.
Kapsejlads

Australien tilbage i America’s Cup: Gulddrengen Slingsby på rattet

Australien gør comeback i America’s Cup med et nyt nationalt og 6. udfordrerhold til Louis Vuitton 38th America’s Cup i Napoli i 2027 – og i spidsen står sejlsportens måske største australske profil lige nu, SailGP-stjernen Tom Slingsby, der vandt OL i ILCA 7 i 2012.

Af Troels Lykke |

Den tidligere OL-guldvinder i ILCA 7 – dengang Laser Standard – og mangeårige SailGP-stjerne bliver Head of Sailing på det nye Team Australia, der stiller op under Royal Prince Edward Yacht Club.

Slingsby kommer med massiv erfaring fra foiling-sejlads og America’s Cup. Under den seneste cup-kampagne styrede han amerikanske American Magic, men nu vender han hjem til et australsk projekt med ambitioner om at genoplive nationens stolte Cup-historie.

Største felt siden 2007

Det australske hold bliver den sjette officielle udfordrer til America’s Cup i Napoli. Dermed ventes syv hold på startlinjen – det største felt siden Valencia i 2007.

Bag projektet står blandt andre den australske Winning-familie, som også støttede Australiens ungdoms- og kvindehold under America’s Cup i Barcelona i 2024.

Samtidig har australierne samlet en tung ledelse omkring projektet.

Grant Simmer bliver administrerende direktør. Simmer var en del af det legendariske Australia II-hold, der i 1983 brød New York Yacht Clubs 132 år lange dominans i America’s Cup.

Den tredobbelte America’s Cup-vinder Glenn Ashby bliver Head of Performance & Design.

Slingsby: En drøm at sejle for Australien

Tom Slingsby lægger ikke skjul på, at projektet har stor personlig betydning.

- Muligheden for at repræsentere Australien i America’s Cup med et australsk hold betyder virkelig meget for mig. Det har været en drøm gennem hele min karriere at være med til at bringe Australien tilbage til Cupen på en seriøs måde, siger Slingsby.

Han peger samtidig på, at holdet skal bygge videre på Australiens stærke sejlsportstraditioner.

- Der er en enorm spænding omkring det, vi bygger op sammen, og jeg er utrolig stolt over at være med fra begyndelsen af dette nye kapitel i australsk sejlsport, siger den australske OL-guldvinder.

Kvinder får historisk rolle

America’s Cup 2027 bliver samtidig historisk, fordi hver AC75-båd for første gang skal have mindst én kvindelig sejler om bord under kapsejladserne.

Derudover indføres nye batteridrevne systemer i bådene, hvilket skal mindske hydraulik og øge betydningen af sejlernes egne færdigheder i foiling og bådkontrol.

Den australske sejler Tash Bryant kalder ændringerne et vigtigt skridt for sporten.

- Det føles som en ny æra for America’s Cup. Udviklingen åbner døren for større muligheder og synlighed for kvinder i elitesejlads, siger Bryant.

Dalton advarer konkurrenterne

Også Grant Dalton, chef for Emirates Team New Zealand, tager australiernes comeback alvorligt.

- Historien viser, at australske og newzealandske sejlere ofte leverer det ypperste i America’s Cup. Vi ved, at de bliver hårde konkurrenter, siger Dalton.

Australien vandt senest America’s Cup i 1983 med Australia II – en sejr, der stadig regnes som et af de største øjeblikke i international sejlsport.

www.americascup.com

content-loader
content-loader