Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Poul Richard Høj Jensen, tv., ses her med sin søn Claus under DM i H-båd i 2023. Foto: Troels Lykke
Kapsejlads
Poul Richard Høj Jensen sejlede to OL-guldmedaljer hjem i 1976 og 1980, dertil kommer otte verdensmesterskaber og et hav af nationale mesterskaber i alverdens klasser i hele Europa.
Kapsejlads
Poul Richard Høj Jensen sejler hver uge i sin egen 37-fods Steven Thomas-designede båd. Båden er udstyret med kulfibermast – og i det hele taget fuldt “toptrimmet” med sejl fra sønnen Claus Høj Jensen, der er sejlmager.

Fra savsmuld til 1/2 ton VM-guld: Historien om "BES" og taktiker Poul Richard Høj Jensen

Det var tæt på ikke at ske. Da Paul Elvstrøm i begyndelsen af juli 1972 vandt VM for 1/2-tonnere i Marstrand, var det med en båd, der knap nok var færdig – og med en ung, skarp taktiker om bord: Poul Richard Høj Jensen, som fortæller om hvordan VM foregik.

Af Troels Lykke |

I dag er Poul Richard Høj Jensen 81 år og bor i Antigua i Caribien, hvor han stadig sejler kapsejlads og stadig vinder. Men minderne fra sommeren 1972 står knivskarpt, hvor han med Paul Elvstrøm sejlede VM i den gule "BES".

- Vi lavede først en plug i træ i Hørsholm uden for Elvstrøm værftet, og vi ændrede på den flere gange. Vi skar af den igen og igen, indtil vi mente, den havde den rigtige form, fortæller Poul Richard Høj Jensen til minbaad.dk.

Båden, “BES”, var designet af Paul Elvstrøm og Jan Kjærulff. Men tiden var imod dem.

- En måned før VM var den ikke klar. Og da den blev trukket fra Skovshoved til Marstrand, blev der stadig skruet på den undervejs. Den var ikke færdig. Selv under stævnet arbejdede vi på den.

Detaljerne var afgørende – og nogle gange akutte.

- Vi satte blandt andet barberhal på undervejs. Og lige før VM fik vi at vide, at vores vinger var ulovlige, så vi måtte flytte søgelænderet.

Et hold under pres – og kontrol

Besætningen talte udover Poul Richard Høj Jensen også Valdemar Bandolowski, Erik Johansen og Jan Kjærulff – et stærkt hold omkring Elvstrøm.

- Paul var ekstremt koncentreret. Vi gaster blev holdt i stramme tøjler. Vi skulle i seng senest klokken 22 hver dag, og der var nul alkohol under VM.

Disciplinen blev kun brudt én gang.

- På sidste dagen havde en af gasterne smuglet en flaske champagne om bord. Den blev åbnet med et kæmpe brag, da vi gik over mållinjen og havde vundet. Selv Paul kunne ikke lade være med at grine.

Taktik i stilhed

Som taktiker havde Poul Richard Høj Jensen en særlig rolle. Men kommunikationen var minimal.

- Paul spurgte ind til fart og placering. Han kiggede kun på sejlene. Der blev ikke sagt meget om bord.

En enkelt episode står tilbage:

- I den første sejlads spurgte han til farten, og jeg sagde til Paul: “Bare sejl – spørg ikke så meget.” Vi gik som en raket.

Resultatet taler for sig selv.

- Vi vandt alle sejladserne.

En hård distancesejlads – og et spilhåndtag

VM var primært banesejlads, men også med en lang distancesejlads fra Marstrand til Skagen, videre til Oslo og tilbage til Skagen og hjem til Marstrand.

Her fik trætheden plads.

- Jeg husker, at jeg styrede, mens både Paul sov og Valdemar Bandolowski sov også selvom han skulle være vågen, han var på vagt. På et tidspunkt puffede jeg til Valdemar, så han vågnede – og så slog han mig med et spilhåndtag, siger Høj Jensen og griner.

Respekt for mesteren

At sejle med Paul Elvstrøm var ikke bare en oplevelse – det var en skole.

- Han var virkelig god til at styre båden. Meget præcis. Og vi havde fart hele tiden.

Året 1972 blev et af de mest markante i Elvstrøms karriere. Senere samme sommer stillede han op ved OL i Kiel i Soling-klassen.

For Poul Richard Høj Jensen blev det begyndelsen på en gigantisk sejlkarriere, der siden kastede to OL-guldmedaljer af sig i 1976 og 1980 – og i alt otte verdensmesterskaber og et hav af nationale mesterskaber i alverdens klasser i hele Europa.

BES vender tilbage

Den ikoniske “BES” er nu fundet i Norge og på vej tilbage til kapsejladsbanerne.

Den er sat i stand på et norsk bådværft MK Boats for at deltage i 1/2 Ton VM i Hankø 2026. Elvstrøms originale “Bes”, vinder af VM i Marstrand 1972, er fundet i Norge i 2025 og er på vej mod et nyt liv.

Det er et bevidst valg. Restaureringen hos MK Båt var ikke en modernisering, men en tilbageføring. Linjer, farve og udtryk er ført tilbage til det oprindelige. En historisk korrekt relancering – ikke en retro-fortolkning.

Det er den norske sejler Martin Kamperhaug, der står bag projektet. Han har sat den tidligere verdensmesterbåd i stand med ét klart mål: at stille til start ved VM for 1/2-tonnere i 2026.

Arbejdet hos MK Baat A/S  har omfattet omfattende strukturel gennemgang, finish og lakering. Resultatet er en båd, der fremstår som ved leveringen i 1972 – men teknisk klargjort til kapsejlads i dag.

Båden stiller op i den klassiske division – tro mod det oprindelige design fra før de ekstreme IOR-år.

content-loader
content-loader