Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Oyster-båd vendte rundt da bulb røg af under kollision med et rev i Australien. Privatfoto
Kort Nyt
Her sejles Hamilton Island Race Week i Australien.

Oyster 825 mistede bulben og kæntrede - 10 personer i vandet

Den 25 meter lange luksusyacht Viva La Vida kæntrede i australske Whitsundays i en kapsejlads efter en voldsom skade på kølen. Båden ramte et rev og mistede den tunge bulb for enden af kølen. Ti personer var om bord, da der blev sendt mayday. 7News viser video af den drivende båd.

Af Troels Lykke |

Det gik dramatisk galt for den amerikanske Oyster 825 'Viva La Vida' under Hamilton Island Race Week i Australien.

Den store luksussejlbåd skal ifølge de foreløbige oplysninger have ramt et rev eller havbunden. Sammenstødet beskadigede kølen så kraftigt, at bulben blev revet af. Og som de fleste sejlere ved så er bulben den tunge ballastklump nederst på kølen og har afgørende betydning for en sejlbåds stabilitet.

Den præcise årsag til skaden er endnu ikke officielt fastslået. Italienske SoloVela skriver, at de første oplysninger fra Hamilton Island peger på en kollision med havbunden eller en genstand, hvorefter den nederste del af kølen blev alvorligt beskadiget og bulben gik tabt. 

Mayday med ti personer om bord

Wayne Styels, der fortæller om hændelsen på Facebook-siden Sailing, befandt sig selv i området og hørte nødtrafikken over radioen.

- Da jeg sejlede fra Stonehaven til Wood Wark Bay, hørte jeg et mayday-opkald fra yachten og kommunikationen med søredningen samt flere både, der var på vej mod dens position. I opkaldet lød det, at båden tog vand ind, og at der var ti personer om bord, fortæller Wayne Styels.

Ifølge hans beretning kom en arbejdspram frem til Viva La Vida og fik overført en dieseldrevet lænsepumpe til båden.

- Det sidste, jeg hørte, var, at en pram lå langs siden og havde overført en dieselpumpe. Pumpen kunne tydeligvis ikke følge med, og båden vendte rundt. Den flød derefter i Whitsunday Passage, fortæller han.

Oplysninger på sociale medier fra området melder, at alle ti ombordværende blev reddet.

Vandt første sejlads

Viva La Vida blev sejlet af amerikanerne Barry og Susie Parkin, som samtidig deltager i Oyster World Rally.

Båden havde fået en stærk start på Hamilton Island Race Week. På første kapsejlads den 16. august vandt Viva La Vida Hamilton Island Blue Division på handicap. I mål var den nummer fire efter blandt andre 100-fods Wild Thing. Regattaens officielle resultatliste angiver båden som en Oyster 825 med Barry Parkin som skipper. 

Hamilton Island Race Week blev i år sejlet med 194 tilmeldte både i farvandet omkring Whitsunday Islands ved Great Barrier Reef.

56 ton tung luksusbåd

Oyster 825 er en stor britiskbygget bluewater-yacht tegnet af Humphreys Yacht Design.

Modellen er 25,15 meter lang og 6,31 meter bred. Standarddybgangen er 3,42 meter, mens det opgivne deplacement er omkring 56 ton. Oyster beskriver selv modellen som en luksuriøs langtursbåd beregnet til oceansejlads, oplyser oysteryachts.com

Det er netop kombinationen af bådens størrelse og den kraftige ballast i kølen, der gør tabet af bulben så alvorligt.

Oyster 825 sank efter køltab i 2015

Hændelsen vækker minder om en alvorlig Oyster-ulykke i 2015.

Dengang mistede Oyster 825'eren Polina Star III hele kølen under sejlads ud for den spanske middelhavskyst. Båden kæntrede og sank, mens de fem personer om bord nåede i redningsflåden og blev reddet. 

En senere undersøgelse pegede på problemer med konstruktionen og fremstillingen omkring den indvendige struktur ved kølområdet.

Der er imidlertid på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at ulykken med Viva La Vida har samme årsag. Tværtimod peger de første oplysninger på en ydre påvirkning efter kontakt med et rev, havbunden eller en anden genstand. 

Se video af ulykke i Australien

Australske 7News har ligeledes omtalt kæntringen på Instagram, se video af båden. Den endelige forklaring på, præcis hvad Viva La Vida ramte, og hvorfor skaden førte til tabet af bulben, må afvente nærmere undersøgelser af båden.

content-loader
content-loader