Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Kort Nyt

Video-blogger fremhæver 70er-bådenes sikkerhed i forhold til nyere både

I en ny video fra Yachts & Boats '10 'Lost' Features That Made Old Sailboats Bulletproof' bliver 1970’ernes sejlbåde løftet frem som andet end nostalgiske glasfiberklodser. Udviklingen i båddesign har ikke kun været fremskridt. Noget er også skåret væk – og det var ikke pynt, men sikkerhed, lyder påstanden.

Af Troels Lykke |

De kalder 70er-båden forældet. Tung. Langsom. Mørk.

Men måske er det moderne både, der har tabt noget undervejs. Hvor man før byggede overlevelseskapsler, bygger man i dag flydende lejligheder, lyder det fra Yachts & Boats, som optakt til videoen 10 'Lost' Features That Made Old Sailboats Bulletproof.

Skæg foran roret

Første eksempel er det skægophængte ror. I årtier var det standard på seriøse langfartsbåde. Et massivt skæg foran roret, der beskytter mod drivtømmer og grundstødning.

Budskabet i videoen er kontant: Uden skøg står roret alene. Ét hårdt møde med en træstamme i 8 knob kan betyde totalt styretab. Med skeg er der en buffer – en fysisk barriere mellem havets tilfældigheder og din styring.

Det er ikke et spørgsmål om fart. Det er et spørgsmål om at komme hjem.

Cockpittet som fælde

Et andet punkt er den forhøjede karm mellem cockpit og nedgang.

Mange moderne både har fjernet den for at skabe bedre adgang og mere lys. Resultatet? Én massiv bølgeslag ind i cockpittet kan sende vand direkte ned i salonen.

I videoen hævdes det, at en moderne yacht uden tilstrækkelig barriere kan tage kritisk vand ind på under et minut.

Det er dramatisk formuleret. Men princippet er velkendt: Hver centimeter over vandlinjen tæller, når havet vælter ind.

Integreret køl

Indkapslet bly kontra bolt-on køl.

Den klassiske løsning var bly støbt ind i selve skroget. Ingen bolte. Ingen samlinger. Ingen pakninger. Ét massivt, integreret system.

Den moderne løsning er oftest en påboltet køl. Hurtigere at producere. Billigere at servicere. Lettere at transportere.

Men også afhængig af bolte, spænding og strukturel integritet i samlingen. Det velkendte “køl-smil” – revnen i samlingen mellem skrog og køl – er for mange sejlere et tilbagevendende spøgelse.

Videoens pointe er entydig: Den indkapslede køl er strukturelt mere robust.

Søkojen – ikke en hotelseng

“Island queen”-køjen sælger både i udstillingshallen. Den ser godt ud i brochurelyset.

Men i kuling på åbent hav er den ubrugelig.

De gamle både havde smalle søkøjer, næsten som kister, placeret tæt på bådens centerlinje. Her kunne man kile sig fast og faktisk sove, mens båden arbejdede.

Det er ikke komfort. Det er funktion.

Skabt til Biscayen eller Instagram?

Kritikken i videoen rammer en nerve i sejlerkredse: Er moderne både designet til Instagram og marina-liv – eller til Biscayen og Sydatlanten?

Sandheden er mere nuanceret. Nutidens både er hurtigere, lysere og mere rummelige. Materialerne er bedre. Byggekvaliteten kan være høj. Men prioriteringerne har ændret sig.

Markedet efterspørger volumen, komfort og performance. Ikke nødvendigvis redundans og overdimensionering.

1970’ernes værfter byggede tungt. Massivt. Konservativt. Nogle gange ineffektivt. Men også med en grundlæggende respekt for havets brutalitet.

Gamle både er ikke perfekte

Vil du have en båd, der ser godt ud ved kajen?

Eller en båd, der kan tage imod et drivende træ i mørke uden at miste roret?

Det er det spørgsmål, videoen stiller.

Den romantiserer måske fortiden. Men den peger også på en reel diskussion: Hvad er vi villige til at ofre for lys, fart og plads?

Gamle både er ikke perfekte. Men de var ofte bygget som om havet var farligt, skriver Yachts & Boats.

content-loader
content-loader