Gå til hoved-indhold
Udsigt mod vest fra X-50er Xpense i ARC 2009. Foto: XpenseDiverse
Udsigt mod vest fra X-50er Xpense. Foto: Xpense

Fiskene vandt på X-50er - 100 kilo fisk slap fri

Det bliver stort at sætte foden på vestindisk jord - ligesom at mærke det historiske vingesus, vi har gjort det, krydset atlanten i en lille sejlbåd, skriver Thomas Kiær i ARC-sejladsen.

Af Troels Lykke |

Thomas Kiær, skipper på X-50er Xpense, lørdag 5. december:

Dag 13 - i skrivende stund 143 mil fra Rodney bay og målet.

Billedet viser vor udsigt mod vest, land ser vi ikke endnu, men når mørket sænker sig vil vi givetvis begynde at skimte lys - den første landkending i to uger. Vi har set et tankskib i dag og i løbet af natten gik vi fra en konkurrent, 28 fod længere.

Fiskene har endegyldigt vundet. I går stod det lige, da vi hev en flot dorade op - aftensmaden i dag, men dagen startede med at vores største wobler plus 150 m line blev snuppet.

Sat ud igen gik der ikke længe før et monster bed på; hjulet kørte ud med rivede hast sluttende med at fiskestang, nyt hjul og al grej blev revet af og forsvandt i bølgerne. Det har været en minimum 100 kgs sag. Så fisken vandt.

Vi satser på at løbe ind i havnenn på St. Lucia sent i nat.

Og hvad tænker man så på i den anledning. Nogen taler om iskolde colaer - skyllet ned i en fart - nogen fabler om brede hotelsenge, der ikke ruller, rene lagner og plads til at brede sig på.

Det bliver stort at sætte foden på vestindisk jord - ligesom at mærke det historiske vingesus, vi har gjort det, krydset atlanten i en lille sejlbåd, ovenikøbet på noget nær rekordtid, kun kort efter racingbåde med topprofessionel besætning.

Men når rusen over at stå på land igen har lagt sig, tror jeg alle vi vil dvæle ved mindet om at bruse afsted i passaten for spiler midt om natten med fuldmånen oplysende det glitrende hav og store dønninger.

Det har været en fantastisk tur indtil nu, vi er mættet af indtryk, og rommen vil glide ned med den største velbehag i løbet af 12 timer

Tak for os alle til dem der gad kigge med i vores logbog.

Mange hilsener

Besætningen Xpense
Thomas

content-loader
content-loader
content-loader