Vi kyssede kajen som paven ville gøre det

.. og pludselig er det forbi, skriver Mads Barner-Christensen, i daglig tale Blærerøven:

 I skumringen i går morges, søndag, kunne vi endelig råbe det forjættede: "LAND I SIGTE", lyder det videre fra Caribbien på ARC-bloggen.

De to Piton´er, Saint Lucias karakteristiske bjergtinder, manifesterede sig i den tidlige morgendis, og udgjorde et mægtigt "V"-for victory-håndtegn.
I nattens løb havde vores højtelskede spiler "Jernskjorten", kastet håndklædet i ringen.

Efter 13 dages tro tjeneste i nærved-og-næsten døgndrift, havde spiler-næbet gnavet sig igennem fire af fem webbing-befæstninger ved skødebarmen, og skipper vurderede viseligt, at nu kunne den ikke mere.

Op kom 'Netundertrøjen'

Op kom vores efterhånden sønderlemmede genua, lidet flatterende kaldet "Netundertøjen".

Efterhånden har vores in-house sejlmager, Mads Christensen, lappet, klistret, rimpet, tacklet og fiflet så meget med den, at dens oprindelige italienske herkomst-logo uden nogen form for brud på trademark-lovgivningen, ville kunne have set sig påklistret et North Sails logo. Men ak.

Efter et par timer for spilet genua i nattens mulm og mørke, måtte også den drage sit sidste ynkelige puhh. Med en horisontal rift fra for- til agterlig, var det slut og tilbage i garderoben var nu kun "Silkeskjorten" den vidunderlige CODE-1, der hjalp os så fornemt igennem starten ved Gran Canaria.

Vent liiiige lidt

... "Vent liiiige lidt" sagde skipper, med eftertænksom mine. "Jeg tror sgu nok vi har en eller anden ukurant gennaker ude i bunden af ankerbrønden". (Sådan en X-50 er ganske vist i dette selskab en bette jolle, men alligevel kan der åbenbart skjule sig en sejlpose i en eller anden krog)

Op kom gennakkeren, der i øvrigt viste sig at være en spiler, og halløj hvor det nu gik frejdigt fremad de sidste sømil.

Før målgang ved Rodney Bay venter et kort kryds-ben, og da vi efterhånden var løbet tør for sejl, måtte vi til dette formål mønstre jibben, et stormsejl sat på et mini-forstag mellem stævn og mast.

Heldigvis kom der netop her en af de mytiske squalls ind over os, således at vi med æren i behold, under maksimal krængning og i 30 knobs vind kunne glide standsmæssigt over mållinien.

BÅÅÅÅTTT!!

På kajen i den gigantiske, nyanlagte og stærkt anbefalelsesværdige Rodney Bay Marina, stod den danske vice-konsul Glen Sørensen klar til at tage imod fortøjninger.

Vi kyssede kajen, som Pave Johannes Paul ville have gjort det, og en flaske Möet-Chandon Magnum blev behørrigt åbnet, igen naturligvist med et Harken spil-håndtag.

Første lille båd over stregen

Og nu er vi her så, til alles store overraskelse som en af de absolut første både, alene i det store havneanlæg, første "lille" båd over stregen - home at last.

Nu står den på rom-punch, rengøring, tøj-vask, mad, mad, mad og mere mad, kolde øl, mere rom-punch og en tiltrængt overnatning på et luksus-hotel med king-size seng og kar-bad.

At krydse Atlanten, figurer formodentligt på de fleste sejleres ønske-sedel. Nu har vi gjort det.

Det var relativt nemt, forholdsvist uproblematisk, en stor natur-oplevelse, en gigantisk dannelses-rejse og et koncentreret kursus i at styre under spiler i gigantiske søer.

Ville jeg gøre det igen? Ja! JA FOR FANDEN!! ..... meeeeeen ikke lige nu, vel?

Sidste daily-log. På besætningens vegne - Signing of. Mads Barner-Christensen.