Gå til hoved-indhold
x-50 xpense på atlanten med blærerøvenKapsejlads
Vi lever som fyrster selvom vedlagte billede snarere leder tankerne hen på bumser, fallenter, skibbrudne og landevejens farende svende, siger Mads Barner-Christensen, tv., kaldet for Blærerøven. Foto: Xpense

Inshallah - om gud vil - ser vi snart land

Fortsætter vind og vejr som hidtil vil de to karakteristiske tinder af St. Lucia manifestere sig i vores vestlige horisont i løbet af natten mellem lørdag og søndag ... og før vi ser os omkring, er eventyret forbi, skriver Mads Barner-Christensen (Blærerøven) fra Atlanten i ARC.

Af Troels Lykke |

Mads Barner-Christensen skriver fra X-50eren Xpense:

En god ven gav mig et godt råd dengang jeg skulle giftes med min dejlige Camilla. Han sagde: "Gå så langsomt som det er dig menneskeligt muligt, når i som nygifte forlader alteret med retning mod kirkens udgang. Gå langsomt, for ellers er det alt for hurtigt forbi".

Præcist den samme stemning har nu lagt sig over besætningen på Xpense. Vi går så langsomt som overhovedet muligt, for på den måde at udskydede det uungåelige.

Paradoksalt nok bliver der samtidigt dermed talt mere og oftere om, hvad der skal ske når vi når land. Hvor stor skal sengen på hotellet være? Hvor mange kolde cola´er skal man nedsvælge? Hvor mange rene underbukser skal man købe? Og så fremdeles.

Vi er alle fanget i det følelsesmæssige krydsfelt mellem at nyde finalen, og glæde os til at nå målet.

Vejret har været godt, måske en anelse for godt. Den kraftige vind i størrelsesordenen 25 - 30 knob der kastede os fremad i ræsets første dage og begunstigede os med en top-5 placering og løbets længste døgn-distance, er nu feset lidt af hvilket resulterer i en noget mindre hektisk stemning på båden.

Tropiske nætter og rigelig søvn

Det seneste døgn har vi haft tropiske nætter, illuminerende måneskin, jævn vind og relativt rolig sø. Alle får rigeligt med søvn, og masser af sol-timer.

I den blide luft kan vores selvstyrer, kærligt navngivet Stuntman Mike, klare de til tider lange og trættende ror-vagter og således er der de seneste dage blevet læst bøger med en effektivitet hvis lige man kun ser blandt stakler med dobbelte ben-brud.

Claus klør ufortrødent på med den ene kulinariske tour-de-force efter den anden, og mens disse linier skrives ligger to lammekøller i marinade og fra ovnen siver en odeur af chokolade-kage - Jo tak, vi lever som fyrster selvom vedlagte billede snarere leder tankerne hen på bumser, fallenter, skibbrudne og landevejens farende svende.

Med vores barbér-frekvens kan det umuligt gå godt for Gillettes aktie-kurs - Vi ligner efterhånden alle sammen Ernest Hemingway ... ja bortset naturligvis fra the-belle-of-the-ball, Mette, der trods mange opfordringer kategorisk nægter at anlægge fuldskæg.

Det står nu 2 - 1 til fiskene. 2 gange har der været bid på krogen, den ene gang formodentligt af en af havets mastodonter.

Konge-markel mætter stadig

I hvert tilfælde trak den 300 meter line ud som i et snup-tag, hvorefter linen brats med et SPOIIING! Godt det samme. Fryseren er stadig bugnende fuld af Claus´ Konge-makrel, og selv om vi flittigt mæsker os i dens bøffer rækker 40 kilo fisk langt længere end vores hastigt svindende tids-horisont.

Med det blidere vejr er det tilsyneladende også slut med de mange små materiale-brud og små-reparationer der prægede den første uge. Det er som om båden har accepteret de forhåndenværende vilkår og, præcist som også vi, har fundet sig til rette i en rutine med St.Lucia som mål.

Når vi så sidder der og slår mave efter aftensmaden, ser op mod stjernerne og nyder aftenens obligatoriske glas rødvin, mens trope-vinden driver båden frem over Atlanterhavets dovne dønninger, minder vi hinanden om, at det er netop disse gyldne stunder, der gør, at det hele er umagen værd.

Gå lansomt og nyd nu'et

Og således vil jeg afslutte dagens log med en gentagelse af min vens gode råd. Et råd der i praksis gælder alle mennsker, alle steder, forhåbentlig også I der læser med her: Gå langsomt og nyd nu´et, for før I ved af det, er det forbi.

På besætningens vegne. Dagens log.

Mads Barner-Christensen

ARC

content-loader
content-loader
content-loader