Gå til hoved-indhold
De sydamerikanske sejlere ankom tidligt, og har tid til at trimme og træne. Foto: Peter Søgaard/KDYKapsejlads
De sydamerikanske sejlere ankom tidligt, og har tid til at trimme og træne. Foto: Peter Søgaard/KDY

Stort Snipe VM – men KDY ligner igen andre klubber

Med Snipe VM i Rungsted markerer KDY, at tiderne har forandret sig uden prestigeevents som Danish Open og Farr 40 VM. Direktør Anders Kristensen siger til minbaad.dk, at KDY skal satse på kerneværdierne.

Af katrine bertelsen |

Forberedelserne til Snipe World Championship er i fuld gang. Sejlerne fra Sydamerika er ankom allerede til Rungsted i sidste uge, og de træner på livet løs.

Snipe VM for juniorer starter nu på fredag d. 5. og frem til d. 8. august. Seniorerne sejler fra d. 9. - d. 13. august.

Sejlerne kan blive sendt ud på tre forskellige baner, en op/ned, en olympisk og en trekantbane.

Der er planlagt 11 sejladser. 6. og 9. sejlads udløser en fratrækker, så hvis alle 11 sejladser gennemføres kan to trækkes fra.

Hvad nu KDY?

Vi spurgte den nye direktør i KDY, Anders Kristensen, om det nu er slut med at lave store events som Danish Open, og Farr 40 VM. Til det siger han.

“Vi vil gerne lave store events, men det skal være en fornuftig forretning for os og vores sponsorer. Vores plan fremover er først og fremmest at fokusere på medlemmerne og holde næsen i sporet.”

“Vi skal ikke slå større brød op end vi kan bage. Forstået på den måde, at vi skal holde os til vores kerneområder, og se hvordan vi kan tilpasse os en verden, der er under stadig forandring”, slutter Anders Kristensen.

Flest deltagere fra den sydlige halvkugle

Snipejollen, der engang var så udbredt i Norden, har nu flest sejlere fra den sydlige halvkugle. Deltagerne kommer bl.a. fra Japan, Australien, Puerto Rica, USA, Canada og Sydamerika. Fra Danmark deltager Magnus Dahl i juniorsejladsen og i de voksnes rækker er der der fire danske besætninger:

  • Kim Hyttel og Karin Birkemose
  • Christian Skjoldvang Andersen og Maj Kristin Hansen Borgen
  • Svend Andersen og Andreas Löwenborg
  • Jonatan Persson og Charlotte Karlskov Jensen

Jonatan Persson er også 49er-sejler, og søn af Jan "Plysser" Persson fra Espergærde, der også er kendt som ”Mr. Snipe”.

Jan Persson byggede indtil 2005 Persson Snipe jollen.

Jonatan Persson vandt DM for Snipe i 2009.

Et mindre uheld

Dorte Mølgaard, stævneleder fra KDY fortæller, at det første uheld er sket, selv om det ikke var alvorligt. En af de brasilianske ungdomssejlere slog foden på jollerampen, og det blødte meget.

“Det var ikke alvorligt, men han var ret bekymret”, fortæller Dorte med et smil.

Baneledelsen er lagt trygt i hænderne på to garvede KDYere, Søren Kristensen, IRO, og Henrik “Hønse” Poulsen.

Om Snipejollen

Snipejollen blev designet af William F. Crosby i 1931. Bådens klassetegn er silhuetten af en bekkasin (en vadefugl), det danske navn for en Snipe. Der er bygget næsten 31.000 Snipejoller på verdensplan.

Læs mere her: snipeworlds.kdy.dk

content-loader
content-loader
content-loader