Gå til hoved-indhold
Warrer og Hansen i 49er. ArkivfotoKapsejlads
Warrer og Hansen i 49er. Arkivfoto

Krüger og Thorsell fik god start på Mallorca

To danske 49ere sejlede sig ind på andendagen af den spanske World Cup-regatta. Også 470-pigerne avancerede i de svære vindforhold, mens bedste danske Laser Radial er på skuffende 24. plads.

Af Troels Lykke |

Andendagen af det spanske World Cup-stævne for de olympiske sejlere bød på svære vindforhold, men det virkede umiddelbart ikke til at genere de danske sejlere synderligt.

Særligt på 49er-banen er de danske besætninger stille og roligt ved at indtage en fremtrædende rolle i feltet. Det skriver Sejlunionen til pressen. 

I dag markerede henholdsvis Peter Krüger/ Nicolai Thorsell og Jonas Warrer/ Søren Hansen sig stærkt i den lette og meget springende vind.

Faktisk var det kun de italienske brødre Sibello, der kom bedre ud af dagens tre sejladser end de to danske både.

Italienerne vandt to sejladser og blev nr. 10 i den sidste. Samlet var det fire point bedre end Krüger og Thorsell, der vandt en enkelt sejlads og derudover blev nr. 5 og 9.

Samlet var det et enkelt point færre end den forsvarende olympiske mester, Jonas Warrer, der sammen med Søren Hansen scorede serien 2-3-11.

Dagens resultater betyder, at italienerne nu fører stævnet, men med Krüger og Thorsell på 4. pladsen og Warrer og Hansen tæt efter som nummer 6.

Den stabile serie bekom Peter Krüger ganske vel. ”

-Det var den helt rigtige dag at lave en stabil serie på. Når man kigger på de andres resultater, så har rigtigt mange sejlet meget elevatorsejlads og lavet deres første fratrækker,” lød evalueringen af dagen.

Gode starter, manglende fart

Også 470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer rykkede i dag tættere på de forreste både og op som nummer 6 i feltet med delplaceringerne 10 og 9.

Pigernes træner, Christian Rasmussen, roser dem for deres gode starter, og peger på Koch og Sommer som en af verdens hurtigste besætninger på læns og slør. ”

-Men de laver samtidig også nogle små taktiske fejl i løbet af dagen, og så er de bare ikke hurtige nok på kryds,”lyder den samlede vurdering fra Christian Rasmussen.

Vi har trænet en del starter

Det er en vurdering, som Henriette Koch er helt enig i. ”

-Vi har trænet en del starter, og de er blevet gode. Men vi har nogle fartproblemer. Farten er blevet bedre, end den har været før. Men der er nogen, der sejler hurtigere end os, som vi bare ikke kan komme foran. Og det er noget, vi skal arbejde med, siger Henriette Koch.

Alberte bedste danske Laser Radial - på 24. plads

I Laser Radial har Alberte Holm Lindberg overtaget positionen som bedste dansker på 24. pladsen efter placeringerne 7 og 10 i dag. Maiken Schütt følger pointmæssigt kort efter på 28. pladsen.

Meldgaard tabte i dag - kæmper for for-OL

I matchrace blev det i dag til tre nederlag til Team Meldgaard, således at holdet efter de 7 indledende matcher står tilbage med tre sejre og fire nederlag og en 5. plads i gruppen.

Meldgaard forklarer på deres www.matchraceteam.dk

- Vi har tabt alle tre sejladser mod MacGregor GBR, Tunnicliffe USA og Le Berre FRA. Dermed ender vi på den kedelige femte plads i gruppen og er med i sølvfeltet, som skal sejle om 13.-18. pladsen i løbet af de næste to dage.

Dagen var ellers rigtig flot med en stabil brise til morgen gruppen. Vi kom ud midt på dagen da vinden først døde og derefter sprang over i søbrise retningen og tiltog lidt. Så i princippet en rigtig flot sejldag med stabil vind og lidt krap sø til at gøre det lidt svært at finde farten.

Vi havde i dag lidt sværere ved vores bådhåndtering og koordinering ombord. Så vi kom aldrig rigtig godt ind i starterne imod de dygtige hold som vi mødte i dag.

I morgen venter tre sejladser i sølvgruppen, hvor vi skal kæmpe for at sikre Danmark vigtige point i kampen om at komme til For-OL. Så vi klør på igen i morgen, skriver Meldgaard.

Team Abrahamsen sluttede som sekser i sin gruppe efter to sejre og fem nederlag.

Link
Stævnet kan overordnet følges på på: www.trofeoprincesasofia.org/
content-loader
content-loader
content-loader