Gå til hoved-indhold
Den lettet luft drillede i Helsinki. Mads Bendix måtte trække sig efter gult flag. Foto: Mick Anderson for Dansk SejlunionKapsejlads
Den lettet luft drillede i Helsinki. Mads Bendix måtte trække sig efter gult flag. Foto: Mick Anderson for Dansk Sejlunion

Mads Bendix har problemer med gule flag

Fredericia-sejleren Bendix blev atter disket ved en sejlads. Nu skete det igen ved EM i Helsinki. I stedet røg Thorbjørn Schierup i guldfeltet. Hos kvinderne er Schütt bedst.

Af Troels Lykke |

De danske sejlere scorede mange dyre point, da femte og sjette sejlads ved EM i Helsinki blev gennemført for Laser og Laser Radial-jollerne. Laser Radial-sejleren Maiken Schütt holder fast i den samlede 14. plads.

Der var fra morgenstunden lagt op til, at det ville blive en svær og udfordrende tredje dag for de over 250 deltagende sejlere ved europamesterskaberne for Laser og Laser Radial, der afvikles i Helsinki. -det skriver Sejlunionen til pressen.

Vejrmeldingen lød nemlig på meget svag brise fra skiftende retninger. Dermed lå det lidt i luften, at man kunne komme til at score rigtigt mange dumme point, hvis man ikke var skarp.

”Vi havde håbet på, at det var i dag, at der skulle deles masser af point ud til de alle de andre. Men i stedet blev det en af den slags dage, man bare har lyst til at skylle ud i toilettet og bagefter bare glemme alt om,” lyder dommen over dagens præstationer fra Radial-træner Ditte Juul.

Maiken fortsat bedst
Bedst igennem de sidste indledende sejladser kom Anne-Marie Rindom, der scorede placeringerne 21 og 11. Indsatsen rækker dog ikke til nogen forandring i den samlede stilling, så Horsens-sejleren er fortsat nummer 24 sammenlagt.  

Det er fortsat Maiken Schütt, der er bedste dansker med en placering som nummer 14. Den placering blev holdt på trods af, at hun sluttede som nummer 45 i dagens sidste sejlads.

Men da der i dag kom en fratrækker i spil, er der tale om en placeringsmæssig status quo. Samlet er fire af de fem danske sejlerpiger klar til de næste dages sejladser i stævnets bedste halvdel.

Gult flag og sølvfelt til Bendix
I Laser-klassen var det forhåbningen, at Mads Bendix kunne finde nogle af de fornemme takter frem fra mandagen, hvor det blandt andet blev til en andenplads. Umiddelbart så det ud til at lykkes fint, da han midtvejs i dagens første race igen er oppe som nummer 6.

Kort efter får han dog sit andet gule flag, og må derfor trække sig fra sejladsen. Den resultatmæssige konsekvens bliver, at Bendix ikke går videre i guldfeltet, hvor kun Thorbjørn Schierup kommer til at sejle med.

”Det er fint at se, at drengene ind imellem kan lave sikre top 10-placeringer, men det er kedeligt at Mads igen får et gult flag og derfor ryger i sølv. Jeg havde forventet to både i Guld, så det er jeg lidt skuffet over,” siger drengenes træner, Per Baagø.

Danske placeringer

Laser Radial, 6 sejladser, 111 deltagere

14. (14.) Maiken Schütt

21. (18.) Alberte Holm Lindberg

24. (24.) Anne-Marie Rindom

41. (33.) Sarah Gunni

83. Louise Christensen

Laser, 6 sejladser, 140 deltagere

36. (48.) Thorbjørn Schierup

60. (35.) Mads Bendix

62. (70.) Michael Hansen

70. (77.) Magnus Kældsø

Link

Stævnets officielle hjemmeside: www.openeuropeans2011.com/

Følg de danske sejlere med live tekst-opdateringer frem til EM-stævnet slutter den 15. juli: www.sejlsport.dk/Direkte eller på mobile version på m.sejlsport.dk.

content-loader
content-loader
content-loader