Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Aflyst E-jolle- og Laserstævne kan koste en klub livet

Bønnerup Strand Sejlklub fik af vide fra Europa- og Laser-klassen at de ville stille med mindst 75 joller hver, men ingen meldte sig til stævne den 10. og 11. september, nu risikerer klubben at lukke.

Af Troels Lykke |

Den lille sejlklub nord for Grenå, Bønnerup Strand Sejlklub med 40 aktive medlemmer, synger måske på sidste vers.

Omkring 150 jollesejlere meldte sig ikke til da fristen udløb lørdag 3. september, en uge før det stort anlagte stævne skulle køre med Laser, Europa og Zoom8-joller.

Kun sidstnævnte klasse meldte 22 joller til, men det er alt for få for den østjyske sejlklub, der i går hev stikket, erfarer minbaad.dk.

-Vi er godt rystede over hele forløbet, Laser og Europajollerne havde bestilt stævne til mindst 75 fra hver klasse, Europe Class vil lave en ny cup som Bønnerup Stævnet skulle være den ene havldel af, så vi var lovet mange sejlere. De tre klasser fik lov at bestemme hvornår stævnet skulle holdes, ligesom Europe Class forlanger dømning på vandet og Laser klassen har bedt om at kunne inviterer udenlandske sejlere med, siger Kirsten Rambøl til minbaad.dk.

Klubben har tidligere holdt stævne, hvor så mange joller deltog og man havde derfor vist rettidig omhu ved at købe præmier til de tre bådklasser, derudover har der været udgifter til elektriker, toiletvogn er skaffet og værelser er booket til jury og baneleder der kunne rumme et internationalt stævne. Sponsoraftaler var også indgået med firmaer og en masse andre praktiske ting. Men det blev der aldrig brug for.

Klasser har snydt sejlklubben

 -Der er ingen tvivl om, at både Laser og Europajolle-klassen har snydt os, klasserne fortalte os, at mange sejlere ville møde op og det har vi indrettet stævnet efter, men nu står vi med en masse forpligtigelser og aflysningen koster klubben et sted mellem 20 og 30.000 kroner, vi har flere gange afholdt små stævner, senest i foråret for 13 ynglinge, men er ønsket et stævne der kan rumme internationalt og der varsles om over 150 sejler må vi sigte efter noget større, siger Kirsten Rambøl.

Aflysningen kan få store konsekvenser for den lille sejlklub.

-Et eller andet sted er de to klasser ansvarlige for at vi kan risikere at vi lukker vores sejlklub, torsdagen før sidste tilmelding havde Europe Class ikke stævnet på deres liste over kommende stævner og linket til Bønnerup Stævnet, på deres kalender, virkede ikke, Laser ser ud til at have et Danish Open samme Weekend i Århus på deres kalender, siger hun.

Om tabet på stævnet, der aldrig blev til noget, siger formanden:

-Vi kender endnu ikke det præcise tab, men snart holder vi et hasteindkaldt bestyrelsesmøde, hvor vi beslutter hvad der skal ske, siger Kirsten Rambøl.

Da sejlklubben en uge før sidste tilmeldingen undrer sig over ringe tilmelding og ringede klasserne op, oplyser Europajolle-klubbens formand Michael Cholewa, at de sjællandske sejlere i stedet ville vælge at sejle et svensk stævne, men at han stadig regner med 25 sejlere i Bønnerup

Og Svend Carlsen, kontaktmanden hos Laser klassen, oplyser at han ikke har været så meget hjemme, begge vil tale med sejlerne og vende tilbage dagen efter.

Svar fra Europajollernes formand:

Europa-jollernes formand Michael Cholewa svarer skrifteligt til minbaad.dk:

For det første må jeg understrege, at næste uges stævne i Bønnerup ikke er en del af Europa jollernes rangliste serie og det har været klart for alle fra starten af. Vi har afholdt rangliste stævner i Bønnerup flere gange og det er helt naturligt, at et rangliste stævn trækker flere sejlere til end et almindeligt stævne.

Jeg tror Europajollernes ranglisteserie vi har været forbi Bønnerup 2-3 gange indenfor de sidste fem år, så det er da klart og forståeligt, at det er en vis forventning hos stævnearrangøren om at der møder mange sejlere frem.

Vi har været glade for Bønnerup´s initiativ og vi har ved flere lejligheder gjort reklame for stævnet i Bønnerup og en ”reklame” for stævnet findes da også på ECD’s hjemmeside – den ligger faktisk øverst i skrivende stund.

Det gør vi for alle aktiviteter der kan have interesse for Europa sejlerne, og således også for stævnet i Bønnerup. Vi er meget opmærksomme på, at sejlerne er bekendte med de stævne muligheder der findes ud over vores fire ranglistestævner, men det siger da sig selv, at vi hverken vil eller kan tvinge sejlerne til at deltage i et stævne.

Sejlerne er heldigvis selvstændige individer og vi har selvsagt intet juridisk mandat overfor vores medlemmer – derfor giver det i denne her sammenhæng heller ingen mening at tale om en kontrakt mellem en ”brancheforening” som vores og en stævnearrangør.

At afholde et stævne er grundlæggende set et selvstændigt initiativ som den enkelte klub står for, og vi har ikke og får aldrig økonomi til at tilbyde klubber og arrangører en underskudsgaranti.

Når alt dette er sagt, så syntes jeg naturligvis at det er rigtig ærgerligt, at flere af sejlerne øjensynligt har valgt andre græsgange i den kommende weekend. Særligt fordi stævnet byder på en fantastisk mulighed for at vise Europajollen frem for alle de mange unge Zoom 8 sejlere der holder stævne i Bønnerup.

For rigtig mange af dem vil Europajollen være et naturligt skridt i den fortsatte sejlkarriere, så derfor er det her dobbelt ærgerligt.

Og så skal man huske på, at mange af stævnerne rundt omkring i landet, og også i Bønnerup, gennemføres af frivilligt og ulønnet personale som afsætter mange timer for at skabe gode rammer for unge sejlere. Det er ærgerligt at skuffe dem og jeg forstår deres frustration.

Og sådan er det bare en gang imellem med frivilligt arbejde. Nogle af de frø man sår bliver til flotte blomster og andre vokser aldrig op.

Jeg ved ikke hvor mange sejlere der i dette konkrete tilfælde vælger at gøre brug af andre stævnemuligheder, herunder elitestævnet i Sverige, men det bliver næppe over 10 danske sejlere.

Derimod er det er min fornemmelse, at flere af sejlerne vælger at ”holde fri” før Ungdoms DM som afholdes i Skovshoved weekenden efter stævnet i Bønnerup.

Vi har vel snart omkring 100 aktive Europa sejlere i Danmark. Rigtig mange af dem er meget aktive og tager gerne rundt til mange stævner. Bare altså ikke i denne omgang. Jeg forstår godt af de er ærgerlige i Bønnerup – det er jeg også, men det nytter altså ikke noget, at man gearer op, så man ikke kan afholde et stævne blot fordi der ”kun” kommer 15 sejlere.

Danmark er en lille sejlsportsnation målt i masse og Dansk Sejlunion har jo gennem de seneste år fokuseret på at sprede de unge sejlere på mange af de nye bådtyper som man har introduceret. Det medfører jo helt naturligt, at den kritiske masse bliver lav i snart alle klasse

r, måske lige med undtagelse af Optimistklassen. Jeg ved ikke hvor smart den strategi har været – det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men konsekvensen er jo blandt andet, at stævner for nogle af de mindre klasser bare ikke kan mønstre særligt mange sejlere.

Sådan er situationen og det må stævne arrangørerne geare deres stævner og forventninger efter.

Personligt syntes det ville være trist hvis tendensen er, at man som arrangør kun kan gennemføre et stævne, hvis der er +100 sejlere fra hver klasse. Det medfører at der kun gennemføres mega-stævner som Sail Extreme (og ikke et ondt ord om det stævne i øvrigt), men konsekvensen af denne udvikling er, at mange af de mindre stævner ikke gennemføres, og at sejlsporten rykker længere væk fra nærmiljøet, fordi de mindre klubber ikke har ressourcer til at gennemføre de helt store stævner.

Det vil være en trist udvikling for ungdommen og dansk sejlsport, for i sin yderste konsekvens betyder det, at ungdomssejlads bliver fortrængt fra de mindre klubber. Der bliver længere til nærmeste sejlklub og det betyder helt sikkert en lavere tilgang af nye sejlere.

I min verden er det OK at gennemføre et stævne med et begrænset antal deltagere – det skal kunne lade sig gøre, og det er ikke en fiasko hvis der ”kun” møder 15 sejlere op – hvis antallet af deltagere til et stævne alene var et succes kriterium, så var Laser klassen lukket for lang tid siden og det ville være rigtig trist, for det er jo en OL klasse, men vi tager da naturligvis en snak med folkene i Bønnerup for at se hvad vi kan gøre.

Der kommer jo nye ranglistestævner i fremtiden og mon ikke Europaklassen kigger forbi Bønnerup igen? Alt andet skulle undre mig. Svarer formanden for Europajollerne i Danmark.

content-loader
content-loader
content-loader