Gå til hoved-indhold
Sailing Academy kom godt fra start og det betød alt for det endelige resultat i det hårde felt. Foto: Anette ViborgKapsejlads
Sailing Academy kom godt fra start og det betød alt for det endelige resultat i det hårde felt. Foto: Anette Viborg

Sailing Academy gav Melgesklassen baghjul

Sailing Academy Aarhus unge team fik en 3.plads til Melges 24 klassens uofficielle DM i Aarhus i weekenden, og gav Hestbæk og Ebdrup kamp til målstregen.

Af katrine bertelsen |

Sailing Academy Aarhus semester begyndte igen midt i August, og der er blevet trænet hårdt op til de unges debut ved Melges 24 klassens uofficielle DM i Aarhus i weekenden. Sailing Academy tog overraskende tredjepladsen.

DM var for akademiets sejlere den første udfordring og mål at stræbe efter. Det må derfor også siges at den intensive træning har betalt sig, for at slutte 3'er til DM efter blot 2 ugers træning viser at akademiet har god succes i at udvikle sejlere.

- Vi tager det som en kompliment at blive toppet af Hestbæk, siger Christian Peter Lübeck, trimmer på DEN 574, efter førstedagen til DM.

Det nye akademi har haft to uger til at blive klar til DM. Med så kort tid stod de nye sejlere på akademiet overfor en stor udfordring – en udfordring der blev taget med stor seriøsitet og målrettethed.

29er og E-jollesejlere om bord

Samtlige sejlere har tidligere været blandt toppen i ungdomssejlads. I de to teams findes en spændende blanding af 29'er og e-jollesejlere, som således danner en god grobund for et godt team-setup.

- Akademiet i år er superstærkt, og alle otte sejlere rummer en masse ressourcer, de slet ikke er klar over endnu. De står over for et tætpakket og hårdt program og vil blive presset til at yde deres bedste hver dag, siger Anette Viborg, koordinator for Sailing Academy på Idrætshøjskolen i Århus.

- Det bliver spændende at følge deres udvikling. Akademiet vil blive deres springbræt til deres voksne sejlerkarriere og de har alle potentiale til at gøre store bedrifter.

Med DM overstået står den på træning alle dage i ugen, hvor det næste store mål er at placere sig godt til et stort stævne i Schweiz i uge 41.

Kilde: Pressemeddelelse, Sailing Academy Aarhus

Mia Ipsen ved roret, Rie Galsgaard er taktiker, Christian Peter Lübeck trimmer fok og spiler, Søren Ditlev som pitman og Mads Emil Lübeck som forgast. Det nye team runder først om første topmærke og vinder første sejlads sikkert til DM. Foto: Anette Viborg

content-loader
content-loader
content-loader