Gå til hoved-indhold
Mindre matchrace og mere fleetrace til ACWS. Foto: Gilles Martin-Raget (AC)Kapsejlads
Mindre matchrace og mere fleetrace til ACWS. Foto: Gilles Martin-Raget (AC)

Lorenzen: Americas Cup uddeler ”hold kæft” bolsjer

Americas Cup har altid været præget af kontroverser, men under den seneste ACWS i San Diego udstedte AC ledelsen et uhørt dekret, der skal få kritikerne til at holde kæft.

Af Morten Lorenzen |

Der har i længere tid ulmet en vis uro iblandt de deltagende hold ved America's Cup World Series.

Primært har der været kritiske røster fra Emirates Team New Zealand, hvor den notorisk højtrøstede Grant Dalton har ført an. Men på det seneste har andre teams også været fremme med kritiske røster.

Kritikken hagler ned over AC

Kritikpunkterne går primært på de kommercielle udsigter for America's Cup og den igangværende America's Cup World Series.

Der mangler bl.a events. Efter San Diego er der dømt laaang pause. Næste event er i Napoli og Venedig om 5 måneder.

På trods af udtalelser fra AC Management om det modsatte, er det ikke lykkedes at få stablet en event på benene ”down under”.

Det var ventet, at der skulle være en event i enten Australien eller New Zealand, men omkostninger og kravene til eventbyen er blevet alt for store til, at nogen ”down under” vil betale for at få AC-cirkusset til deres by.

Der mangler sponsorer

Udover ORACLE´s pengekasse, så er det ikke lykkedes at skaffe pengestærke sponsorer til events´ene på Tour´en.

Det er man ikke ene om på ACWS, idet både World Match Racing Tour og Extreme Sailing Series i den grad mangler pengesponsorer. Der er flere naturalie-sponsorer, men ingen der lægger penge i kassen.

Det betyder at de enkelte teams må betale mere og mere for at kunne deltage – og det kan de ikke lide.

Der mangler TV

Jeg tror vi alle kan være enige om, at den tv-produktion som vi nyder via YouTube er fantastisk, og på alle måder nyskabende indenfor sejlsport.

Men udfordringen er, at på trods af et stort set-up og superproduktion, så er der INGEN af de store TV netværk, der har taget produktionen til sig. Det er kun YouTube der viser sejladserne, og der er ingen reelle muligheder for annoncering eller kommercialisering.

Det betyder alverden for de enkelte teams, idet TV er deres vigtigste salgs-parameter overfor potentielle sponsorer.

Nu kan kritikere straffes

Amendment number 11 to the Protocol gør det klart at hvis nogen, sejlere, shore-crew, eller andre fra et team udtaler sig negativt om Americas Cup, om Golden Gate Yacht Club, om Kungliga Svensk Segel Selskap (officiel udfordrer), om arrangørerne, om events, om konkurrenterne osv. osv. – ja, så kan jury´en udstede ”dummebøder”.

Hvor store afhænger af hvilke konsekvenser udtalelserne har for AC. Om det får kritikken til at forstumme er nok tvivlsomt, i hvert fald tror jeg at New Zealænderne har svært ved det.

Højere rigge

Det er nu ikke kun ”dummebøde” ændringer til protokollen. For at tage højde for de forventede lette vindforhold ved de europæiske event´s i 2012, er der lavet ændringer til mastehøjden på AC45´erne.

Der skal nu kunne sættes en ekstra top på den eksisterende vingemast, så man får mere power i let vejr. Der er tale om op til 4 meter ekstra i toppen, som nok skal give turbo power. Toppen er designet, og der vil nu foregå test af udstyret på udvalgte både.

Event format

På trods af, at Americas Cup skal sejles som Match Race – det er skåret i sten i ”Deed of Gift” – så vil vi formentlig se langt flere fleet-races i de kommende ACWS.

Der er masser af drama og aktion i AC-fleetrace, og TV-produktionen er superb. Men det lugter ikke ligefrem af Americas Cup. Der er også lidt murren i krogene over denne beslutning, men AC management er fast besluttet på, at konstant at udfordre formatet til det bedre.

Og det er godt for eksponering af sejlsporten, men ikke rigtig promovering af Americas Cup, som måske ender med at være et pseudoarrangement.

Flere teams til ACWS, færre til AC

Rygterne om at Richard Branson og hans Virgin-maskine stiller op til ACWS er mere og mere konstante. I går fik jeg bekræftet fra en engelsk OL-sejler, at der er seriøse kræfter der forsøger at få overtalt milliardæren Richard Branson til at stille op. VIRGIN koncernen kunne måske for alvor få lirket døren op til flere kommercielle sponsorer.

Der går også et rygte om, at Australien er ved at komme på plads med en AC satsning, men det faktum at der ikke bliver en afdeling af ACWS down-under, får mig til at sige at de næppe er klar.

Til selve Americas Cup i 2013 i San Francisco, hvor der skal sejles i mastodonterne AC72, er det sikkert, at Team Oracle, Team Artemis (Sverige) og Emirates Team New Zealand stiller op. Italienske Luna Rossa skulle også være klar. Mere usikkert er det om der kommer flere til.

The Big Three nævnt ovenfor er i fuld sving med at designe og bygge to AC72´ere hver, som reglerne tillader.

Luna Rossa bygger formentlig én. Flere af de mindre teams forventes at forsøge at skaffe midler til at købe en såkaldt ”standard-design” som AC management udvikler, og som blev introduceret for at skabe muligheder for de små hold. Men stemningen virker pt som om, at de små hold helt holder sig væk fra Americas Cup, og ”nøjes” med ACWS.

Det strammer til

Efter en virkelig god start – set fra en sejlers synspunkt – så strammer AC cirkusset til. Tonen bliver lidt skarpere, og rygter svirrer.

Det er præcis som det skal være, og som man forventer. Vi følger op – og imens kan du se super aktion på www.americascup.com

content-loader
content-loader
content-loader