Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Viden og omtanke er nødvendigt for at bevæge sig til søs – det er aldrig for sent at lære!

Rønnow gør status: Hvad man dog ser og hører!?!

Når nu sæsonen er gået på held og roen har lagt sig efter vinterklargøringen af det kære fartøj, er det tid til lidt eftertanke: Hvordan blev det så med den sæson? Læs Rønnows klumme.

Af Claus rønnow |

Hvis vi skal tro på de fleste forlydender i sejlsportspressen og fra turisterhvervet, har det ikke været så godt. Vejret har drillet en del ind imellem. Måske har det fået nogle til at flygte sydpå.

Meldingerne lyder i hvert fald: Havnene har savnet tursejlere. Kapsejladsstævnerne har savnet deltagere. Alt i alt lidt kedeligt nyt.

Vi har nu ikke mærket særligt til få både i havnene eller på vandet, så det er måske mere på andre lokaliteter, man har mærket nedgang.

Til gengæld har vi – og det er givetvis helt tilfældigt – oplevet ganske mange situationer, hvor nogle besætningers bådhåndtering eller navigation kunne have ført til alvorlig tilskadekomst eller et forulykket fartøj.

Vi har observeret fartøjer i kollision med hinanden tilsyneladende uden anden grund end manglende udkik.

Vi har observeret mere end almindeligt håbløse manøvrer ved anløb af pladser, hvor der kunne være blevet tale om alvorlig personskade og ikke blot skade på fartøjerne.

Vi har set folk sejle på områder, hvor søkortet fortæller, at der kan man ikke sejle ved blot beskeden dybgang.

Visse slap fra det med held. Det værste er næsten, at de sikkert ikke engang har været klar over, hvor heldige de har været.

En enkelt prøvede at komme syd om Saltholm ved at gå imellem Saltholm og Peberholm!!!

Det gik naturligvis galt – og det kunne man, som bekendt, være blevet klar over ved blot at kaste et kort blik på søkortet. Det har virket som om nogle kunne trænge til lidt opdatering omkring emnet at bevæge sig sikkert til søs.
Bådbranchen har trange kår for tiden.

Værfter lukker eller opkøbes. Konkurrencen er benhård og priser og avancer skærpes. Der skal kæmpes, hvis man stadig vil være på markedet.

Også brugtbåds-markedet er presset. Priserne er i bund; man har her virkelig mulighed for at gøre et godt bådkøb til små penge – især hvis man ikke selv har en båd, som skal sælges først.

Vi skal da glæde os over, at det kan betyde nye sejlere, som vil få mulighed for at opleve det herlige ved sejlads, som vi andre har kunnet glæde os over i mange år, men måske det ville være på sin plads at minde om de mange muligheder der er for at lære at sejle, før man sætter fod på egen dørk.

Vinteren vil være en god lejlighed til få sat sig ind i tingene ved nogle af de mange uddannelsestilbud der findes rundt omkring i sejlklubberne, på aftenskole eller hos andre udbydere af sejl- og navigationskurser.

Viden og omtanke er nødvendigt for at bevæge sig til søs – det er aldrig for sent at lære!

Claus Rønnow

content-loader
content-loader
content-loader