Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Matchrace i Silkeborg. Foto: Jens Hjort
Sejlklubber
Sejlklubber

Silkeborg Sejlklubs 125 år fejret med matchrace

Silkeborg Sejlklub fejrede i to dage 125 års fødselsdag med bl.a. byens borgmester, Hanne Bæk Olsen, og formanden for Dansk Sejlunion, Hans Natorp, men sejlet blev der også.

Af Troels Lykke |

Udover borgmesteren og DS-formanden var også flere lokale klubber og andre grene inden for idrætten repræsenteret ved Silkeborg Sejlklubs 12 års jubilæum den 1. september

Til understregning af klubbens alder og dens tilhørsforhold til byen, blev der igen efter mere end 100 år sejlet kapsejlads med kølbåde på Silkeborg Langsø.

Denne gang i form af en match race om lørdagen foran Rådhuset og med Peter Wolsing fra Dansk Sejlunion, som speaker til at forklare publikum, hvad der skete på søen og taktikken mellem bådene, fortæller Jens Hjort fra Silkeborg Sejlklub.

Før ti øre - nu gratis

For mere en 100 år siden, hvor der sidst var kapsejlads på denne sø midt i Silkeborg by, kostede det 10 øre for tilskuerne på de bedste pladser. Denne gang var det helt gratis.

Der var efter sejladsen stor enighed om, at det havde været en stor succes og at match race sejladsen fremover bør være et af de faste indslag i de store byfester med baggrund i byens beliggenhed i en helt unik natur, som er et af byens vartegn.

Fra Dansk Sejlunion talte formanden ved den efterfølgende reception meget positivt om klubbens indsats inden for ungdomsarbejdet, kapsejlads og andre aktiviteter, som hører det sejlende folk til, og den bredde klubben altid har været kendt for.

Sejlunionen kun 100 år

Som en sjov bibemærkning nævnte formanden også, at det i år er 100 år siden Dansk sejlunion blev oprettet, og at den jo så kun var en ren årsunge i forhold til Silkeborg Sejlklub, der meldte sig ind i Sejlunionen for 60 år siden. Klubben er i øvrigt den tiende ældste sejlklub i landet.

Om søndagen fejredes jubilæet med en speciel familievenlig sejlads for alle, fra de yngste deltagere, der lignede et par ivrige småknægte omkring fem år, og til den ældste, der har rundet de firs år og med et danmarksmesterskab i KDY15m2  i bagagen.

Som et særligt indslag deltog også Peter Wolsing, der har flere bøger om kapsejlads bag sig, i søndagens jubilæumssejlads.

Den er lidt af en Silkeborg-specialitet, da den går fra klubben og gennem tre søer i Gudenåsystemet. Starten foregår i løb fra klubhuset på det starttidspunkt, som den enkelte båd har fået tildelt efter nogle ganske uretfærdige regler – efter nogens mening.

Gudenåen og tre søer

Efter at have sejlet på både Gudenåen og tre søer, rundes en Ø ud for Himmelbjerget, og den første båd, der når hjem til klubben, har vundet.

I år blev det en af klubbens to sejlerskolebåde, en H-båd, med Peter Wolsing som gæstegast, der vandt den prestigefyldte førsteplads.

Der mumledes bagefter i klubben om, at Peter nok havde givet nogle hints til den lokale rorsmand, der ellers ikke er kendt som den store kapsejler, fortæller Jens Hjort.

Tillykke til Silkeborg Sejlklub.

content-loader
content-loader
content-loader